Kommunalpolitikere efterlyser svar: Hvad har Tour de France kostet Danmark?

Kommunerne skylder borgerne et overblik over, hvad deres skattepenge bliver brugt til, lyder det nu fra flere lokalpolitikere. En viceborgmester mener, at cykelfesten kan have kostet Vejle det dobbelte af, hvad der var budgetteret med.

Cykelrytteren Magnus Cort på 3. etape ved Vejle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var den dyreste sportsbegivenhed, Danmark nogensinde har lagt asfalt til, da Tour de France-rytterne i starten af juli susede gennem kongeriget.

Men selvom det er de danske skatteydere, der betaler for de tre første etaper af verdens største cykelløb, har prisen for gildet været omgærdet af mystik.

Nu kræver flere kommunalpolitikere fra Vejle og Sønderborg, som var henholdsvis start- og målby under Tourens tredje etape, svar på, hvad den reelle pris har været.

Det skriver DR.

I Vejle lød det officielle budget for at være startby på 18,2 millioner kroner. Men spørger man 2. viceborgmester i Vejle, Martin Sikær (S), har det kostet noget mere.

»Jeg tror ikke, at det er urealistisk at sige, at det har kostet det dobbelte,« siger han til DR.

Martin Sikær savner blandt andet et bedre overblik over, hvor mange timer kommunale medarbejderne præcist har brugt på at stable arrangementet på benene.

Det samme gør man i Sønderborg, hvor flere lokalpolitikere også føler sig overbevist om, at kommunen har brugt mere end de 21 millioner kroner, som er aftalt i budgettet.

Har kostet i alt 180 millioner kroner

Ifølge en gennemgang af de offentlige udgifter, som Politiken foretog tilbage i juni, kommer regningen for at afholde Tour de France i Danmark til at være på mindst 180 millioner kroner.

Men aftalerne, der fastlægger prisen og vilkårene, bliver hemmeligholdt af de danske myndigheder.

De indgik en aftale med det private franske selskab Amaury Sport Organisation (ASO), der ejer Tour de France, tilbage i 2019. Aftalen er helt fortrolig, og det har mødt kritik fra både politikere og eksperter.

Overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S), pointerede dengang overfor avisen, at hun selvfølgelig ville have foretrukket, at aftalen var offentlig, men at Danmark i så fald ikke havde fået aftalen, og »fortroligheden er den pris, man har betalt« for en »folke- og cykelfest på tværs af Danmark«.

Overfor DR afviser Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V) dog, at kommunen har brugt dobbelt så mange penge på Tour de France som de 18,2 millioner kroner i budgettet.

Også Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), mener, at der er helt styr på økonomien. Han henviser til, at det vil fremgå helt præcist af det endelige regnskab, hvor mange penge, der er brugt, skriver DR.