Kommentar: Svin med måde

Klimadebatten slider os op med meningsløse tal og statistikker. Hvis vi mennesker virkelig har ødelagt vejret, er det vores ret og vi behøver ikke have dårlig samvittighed.

Jeg ville aldrig sætte mine penge i en strandvejsvilla. Den bliver værdiløs om fåår. Ikke fordi Nordpolens indlandsis er på randen af nedsmeltning trods alt ligger den ventede stigning i vandstanden kun på en halv meters penge. Men fordi Sydpolen er på vej til det samme. Hvis dens isbjerge smelter, taler vi om meget større stigninger. Vandet vil nå op over skorstenen før de nye lån med hundrede års løbetid gør det.

Altså: Badebroen forsvinder med sikkerhed, resten forsvinder måske og det bliver alt sammen virkelighed lige om lidt. Exit ejendomsmæglere.

Er det menneskeskabt? De fleste forskere mener ja. Og det gør de nok med rette. Ganske vist kan både vulkanudbrud, lunefulde variationer i en nærliggende stjerne kaldet Solen og vores bevægelser rundt i Mælkevejen spille ind. Men ja.

Og her hopper kæden så af. Lige præcis her. For ingen af de vigtigste aktører ser problemet sådan lidt fra oven hverken meteorologerne, miljøforkæmperne eller Maren i det hyppigt oversvømmede kær.

FOR DET FØRSTE SKAL vi nok få de sidste fossile energikilder brændt af uanset hvad. Om det lykkes på 50 eller 100 år gør næppe den store forskel.

For det andet lider de knap så udviklede lande voldsomt under vores pludselige vending. I runde tal er det mindre end én milliard mennesker ud af klodens seks milliarder, der har svinet Jorden til. Vi er blevet rige og derpå fritænkende på at futte kulstoffer af og siden fritænkerne pludselig fik fine fornemmelser, må de fem milliarder andre ikke være med. Så lad os endelig behandle dem ordentligt ved de kommende klimaforhandlinger. De går i forvejen og rydder op efter os.

Men først og fremmest virker hele debattens tone forkert. Vi taler som om Jorden slet ikke er vores. Som om vi har dårlig samvittighed. Ifølge undersøgelser foretaget af Berlingske Tidendes musikredaktør har folk fra små byer lavere selvværd end folk fra store byer og folk fra små lande lavere selvværd end folk fra store lande. Hvad har folk fra små kloder så?

I hvert fald behøver vi ikke have dårlig samvittighed. Vi kan godt lave nogle fornuftige aftaler, der gør livet lettere nu og her det var den hurtige lukning af hullet i ozonlaget et godt eksempel på. Og selvfølgelig lærer jeg ungerne både at slukke lyset efter sig og lukke for vandet under tandbørstning. Men i mere moralsk forstand behøver vi ikke have det skidt med skidtet.

Argumenterne for større tiltag fra vestmagternes side skal kort sagt tages med et skvulp saltvand. Tag bare regnskoven: I miljømilitanternes munde lyder den som en slags paradis som blanding af herbarium, terrarium og vinterhave. Men livet i regnskoven kender altså hverken til medfølelse, velfærd eller hvad vi ellers går og kæmper for. Regnskoven er et helvede. Også selv om mine egne teakreoler blev tilvirket af affaldstræ, dét påstod forhandleren i hvert fald.

MEN DET SYGESTE ARGUMENT er nu det med vores efterkommere. Helt ærligt ... Efterkommere forvalter den jord, de får overdraget hverken mere eller mindre. Det har de altid gjort. Lad os prøve med et tankeeksperiment: En dag vil der kun være regnskov på størrelse med en fodboldbane tilbage. Så kommer onde kapitalister og vil fælde halvdelen. Hvad sker der? Miljøforkæmperne går til pressen, får reddet de 30 gange 60 meter skov og fejrer sejren til den lyse morgen. Kort sagt: Vi mennesker passer os ind efter den natur, vi arvede. Og nøjagtig det samme vil næste generation gøre.

En af mine egne helte er i øvrigt renæssancefilosoffen Giovanni Pico della Mirandola. Han byggede på den kendte idé fra antikken; at mennesket er altings mål. Men samtidig gik han lige en tand videre og sagde: Mennesket bestemmer, hvad der er natur.

Lad os tage den slags lidt mere alvorligt.