Kommentar: Fogh og de høje forventninger

Alene fra sommeren 2006 til sommeren 2007 er der gennemført store tiltag: Fra velfærdsreformen og globaliseringsaftalen sommeren 2006 over kommunalreformen, som trådte i kraft ved årsskiftet, til økonomiaftalerne med kommunerne og regionerne samt trepartsaftalen om at styrke efteruddannelse og arbejdsmiljø for offentligt ansatte.

Foto: Erik Luntang Fold sammen
Læs mere

Det er som at se direkte ind i et stykke fascinerende danmarkshistorie, når Anders Fogh Rasmussen nu åbner for, at langt flere kvalificerede udlændinge skal komme til landet.

Statsministeren peger på, at hver fjerde offentligt ansatte går på pension inden for de næste ti år, og i den private sektor skriger virksomheder allerede efter arbejdskraft. Uden arbejdskraft udefra vil hospitaler og plejehjem snart ikke kunne få vagtplaner til at hænge sammen, og erhvervslivet må i dramatisk omfang sige nej til ordrer, hvilket vil bremse væksten og gøre det sværere at finansiere velfærden på sigt.

Ja, sådan ser en af de vigtigste udfordringer ud for Danmark, og for at få perspektiv på udmeldingen fra statsministeren, skruer vi tiden tilbage.

Tænk på slutningen af 1970erne, da nationen balancerede på kanten af den økonomiske afgrund og se situationen i dag: Økonomien buldrer af sted, overskuddene kommer bag påøkonomerne, gælden afdrages hurtigere end planlagt, og forleden kunne en glædestrålende beskæftigelsesminister meddele, at ledigheden er presset under den magiske grænse på 100.000 med retning mod måske kun 90.000 eller 80.000. Eller som OECD-økonomen Paul Swaim sagde til Berlingske Tidende fredag: »I yder en stjernepræstation.«

Samme dag bragte andre aviser også succeshistorier.

I Morgenavisen Jyllands-Posten skrev den erfarne udenrigskorrespondent Per Nyholm en personlig klumme om Europas renæssance.

Vel, er der problemer, barrierer og rum for forbedringer på det gamle kontinent, men ingen taler længere om Eurosclerose. Og de små nordiske velfærdssamfund fremhæves som vindere i den globale økonomi.

Weekendavisen bragte en artikel af journalisten og forfatteren Pernille Steensgaard, som beskrev Københavns udvikling fra 1980ernes nussede, indadvendte og forgældede hovedstad til dagens vitale kraftcenter med så mange kvaliteter, at den for få dage siden i International Herald Tribune blev kåret til verdens næstbedste by at leve i.

TÆNK OGSÅ OVER den indvandring, som Anders Fogh Rasmussen lægger op til, når han siger, at regeringen vil gøre det nemmere for kvalificerede udlændinge at komme hertil.

Fra 2001 har han systematisk gjort op med en indvandringspolitik, der for et flertal af danskerne blev symbol på en strøm af udlændinge, som for sjældent fik fodfæste på arbejdsmarkedet og i stedet kom til at leve på sidelinjen.

Opbremsningen i antallet af indvandrere kombineret med fremgangen for dansk økonomi giver nu unikke muligheder for at få marginaliserede indvandrere og danskere i job.

Når Fogh annoncerer, at der skal hentes arbejdskraft til landet, er nøgleordet styret indvandring. I dag minder Danmark langt mere om f.eks. Canada og Australien, som kræver, at indvandrere kommer med kvalifikationer til deres nye hjemland.

MEN OGSÅ NÅR DET HANDLER om reformer, kan Fogh tage på sommerferie i bevidsthed om, at regeringen har gennemført vigtige initiativer.

Alene fra sommeren 2006 til sommeren 2007 er der gennemført store tiltag: Fra velfærdsreformen og globaliseringsaftalen sommeren 2006 over kommunalreformen, som trådte i kraft ved årsskiftet, til økonomiaftalerne med kommunerne og regionerne samt trepartsaftalen om at styrke efteruddannelse og arbejdsmiljø for offentligt ansatte.

Efter ferien lancerer regeringen sin kvalitetsreform for den offentlige sektor, og dermed står Fogh med en plan og en trillebør med milliarder som skal øge kvaliteten i det offentlige.

I disse døgn gør regeringen et nyt forsøg på at få FTF med i trepartsaftalen, så også sygeplejersker, lærere og pædagoger får del i forbedringerne, og lykkes det, har regeringen alle de store offentligt ansatte medarbejdergrupper med i aftalen.

Rent politisk kan han glæde sig over, at Socialdemokraterne har valgt en strategi, hvor partiet først i eftersommeren vil lægge sit modsvar frem, og det har gjort, at Fogh har haft hele scenen for sig selv til at lægge sin velfærdspolitik frem.

Han kan også glæde sig over, at opbruddet i dansk politik byder på flere muligheder end trusler. Reelt handler hans største udfordring om at styre forventninger:

Det aktionerende plejepersonale illustrerer, at mange offentligt ansatte ikke kan mærke, at reformerne slår igennem hverken i dag eller i morgen, ligesom de har opsparet en stor frustration over deres løn- og arbejdsvilkår.

Dernæst skal Fogh håndtere forventningerne hos de Konservative, som vil bruge den stærke økonomi som afsæt til at vedtage en plan om skattelettelser.

DET VIL KRÆVE BETYDELIGT politisk talent og dygtighed at håndtere disse svære udfordringer, men evner han at håndtere dem, får han en ny regeringsperiode.