Kommentar: Er Fogh socialdemokrat?

Fagbevægelsens sjældne mediesucces, Ugebrevet A-4, kunne for en uge siden med fanfare på forsiden markere, at »Fogh ses stadig som hulemand.«

Men historien om og undersøgelsen af hulemanden Fogh druknede i spin og fortænkte spørgsmål.

Formålet var at vise, at vælgerne ikke rigtig køber den der med, at Fogh er blevet en slags socialdemokrat og har lagt minimalstats-tanken og opgøret med velfærdsstaten bag sig.

Ugebrevet kunne påvise, at kun mindretal af vælgerne troede på disse påstande, men det siger jo ikke så meget. Blandt det skeptiske flertal er jo dels de 40-45 procent, som stemmer på oppositionen (altså minus DF), og de fleste af dem ville vel ikke gå efter en socialdemokratisk regering, hvis de anså Fogh for socialdemokrat. Dertil kommer så en del af de autentisk borgerlige i VKOs egne vælgermasser, og de kan vel heller ikke lide at se statsministeren som en forklædt Mogens Lykketoft.

Tilbage er imidlertid det, som man ofte kalder den »strategisk afgørende gruppe vælgere«, især dem, som inden for de seneste år er skiftet eller nu er ved at skifte fra Socialdemokratiet. Det er formentlig netop her, man finder det store mindretal, der faktisk mener, at Fogh har opgivet at »gøre op med velfærdsstaten« og at han er »en slags socialdemokrat«.

Og de har jo ret.

Mange vælgeres svar på ugebrevets fortænkte spørgsmål afspejler den politiske retorik, som især oppositionen udfolder: Ifølge en del socialdemokratiske ordførere samt Villy Søvndal og Enhedslisten, er velfærdsstaten under afvikling. Og selv om Fogh og hans team ikke taler om »at gøre op med velfærdsstaten«, så har de dog gjort en seriøs indsats for at komme til at stå som velfærdsstatens reformatorer.

Men igen er sandheden vel, at Fogh med stor lydhørhed viderefører det moderniseringsprojekt, der blev indledt af Poul Schlüter og Henning Christoffersen for næsten 25 år siden. Projektet er en social-liberal strategi for at tilpasse velfærdsstaten til en internationaliseret konkurrence-økonomi.

Schlüter lavede budgetreform, skattereform og pensionsreform, Nyrup lavede ny skattereform, arbejdsmarkedsreform og »markedsgørelse af offentlig sektor.« Fogh er fortsat med kommunalreform, velfærdsreform og kvalitetsreform. Moderniseringen af den danske velfærdsstat må være et af de mest vellykkede politiske projekter i disse ti år også vurderet i international målestok.

Danmark er blevet løftet ud af en ydmygende gældsfælde frem til en placering som Europas stærkeste national-økonomi med højere tryghed og social sikkerhed end nogensinde, samtidig med at arbejdsløsheden er i bund og gælden afviklet. Grundlaget for den succesrige modernisering er en politisk konsensus, som er etableret i en samfundsmæssig elite på tværs af de gamle partiskel, og som i dag må siges at have vundet meget bred folkelig opbakning. Problemet er, at denne elitære konsensus-politik gør den politiske debat ekstremt hul. Det er jo regulært umuligt for Helle Thorning Schmidt at kritisere Fogh-regeringen overbevisende, når vælgerne ved, at hun ikke har noget egentligt alternativ at byde på.

Vælgerne er trætte af den hule politiske debat. Det er én af de væsentligste grunde til Ny Alliances umiddelbare succes. Og måske også den egentlige faktor bag frustrationen i borgerlige rækker ved samarbejdet med Dansk Folkeparti. For når enigheden om de tidligere altafgørende politiske spørgsmål om fordeling og social tryghed reelt er taget ud af de partipolitiske stridigheder, kommer »resten,« det stærkt holdningsbetonede, værdi-politikken, til at fylde alt for meget, og så bliver karikaturen af en regering, der bygger sin politik på et højreekstremistisk yderparti så grotesk, at folk ikke gider høre på det.

Partipolitikken har været syg i årtier samtidig med at befolkningens politiske interesse og engagement er i top, og politik-udviklingen fremragende. Fogh er en slags socialdemokrat og Thorning rimelig liberal. Det går rigtig godt, men bare vi kunne tale om politik på en anden måde, uden alle de hysteriske aggressioner og karikaturer.

Spin off-klummen skrives på skift af Michael Kristiansen, kommunikationsrådgiver, Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter og Henrik Qvortrup, chefredaktør