Kom med ind i kriserummet: Sådan kommer landsholdsspillerne videre efter Eriksen-kollaps

Chefpsykolog fortæller, hvordan man psykologisk kommer igennem så voldsomt et forløb, som landsholdet var vidne til lørdag aften.

 
DBU holdt pressemøde dagen efter EM-åbningskampen mod Finland i Parken, hvor Christian Eriksen faldt om. Video: DBU/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det ene øjeblik fór Christian Eriksens medspillere rundt omkring ham. De måtte bare hjælpe, for deres holdkammerat, ven og forbillede var i livsfare.

Det næste øjeblik, da landsholdets lægestab var trådt til, stod tiden stille. Parken var larmende tavs.

Spillerne dannede et skjold om deres stjerne. Arm i arm med tomme blikke – nogle af dem med en tåre trillende ned ad kinden.

Christian Eriksens tilstand har gudskelov stabiliseret sig nu, efter at han lørdag aften faldt om i landsholdets EM-åbningskamp mod Finland og efterfølgende måtte modtage hjertemassage.

Spillere i dyb, dyb krise. Nogle kigger op, nogle kigger ned, andre kigger lige ud. En helt fjerde gruppe kigger på manden, det hele drejer sig om. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRIEDEMANN VOGEL.

Men hos mange spillere har hændelsen formentlig sat sig dybt, vurderer Anders Korsgaard Christensen, chefpsykolog og leder af Afdeling for Krisepsykologi på Rigshospitalet:

»Det er klart, at hændelsen har været et kæmpe traume for spillerne. Landsholdet er en stærk enhed, og det var ikke bare nogen tilfældig person, der faldt om. Det var en af deres egne, og det gør situationen ekstra sårbar.«

Anders Korsgaard Christensen ved, hvad han taler om. Han samler så at sige på ulykker, siger han med ironi i stemmen. Misforstå ham ikke. Han er en af de førende inden for sit fag og har ydet kriserådgivning i forbindelse med kendte hændelser som Scandinavian Star-katastrofen og tsunamien i 2004.

Han kender det overordnede indhold af det forløb, som landsholdet formentlig vil gennemgå nu – og allerede er i gang med – for at komme sig over den alvorlige hændelse med Christian Eriksen.

Brikker i puslespillet

Noget af det første, som spillerne har gennemgået ifølge Anders Korsgaard Christensen, er en såkaldt defusing. Her klipper man så at sige lunten over og tager det største tryk af den alvorlige oplevelse. De involverede får de seneste informationer om, hvad der er sket. Hvordan har den tilskadekomne det? Og kan vi tage tilbage til landsholdslejren?

Det næste er en såkaldt debriefing, der som regel afholdes dagen efter, at episoden er indtruffet. Den første del af mødet er en »ren faktuel« kortlægning af hændelsen, og den er vigtig af særlig én årsag, fortæller Anders Korsgaard Christensen:

»Der kan være nogle hvide pletter i spillernes opfattelse af hændelsen. Ting, som spillerne måske ikke kan huske. I sådanne situationer kan de involverede personer måske være tilbøjelige til at tænke: Jeg var alt for langsom til at reagere. Folk kan være fulde af alle mulige tanker om, hvad de gjorde og ikke gjorde i selve situationen. Ved at afholde sådan et møde får man lagt brikkerne i puslespillet og bliver afkræftet i ens bange anelser. Det kan være enormt helende for spillerne,« siger krisepsykologen.

Den anden del af debriefingen er mere psykologisk, hvor krisepsykologen typisk spørger de involverede: Hvilket indtryk gjorde hændelsen på jer, og hvad tænkte I, da det skete?

»Så vil de formentlig sige noget, som de kan genkende hos hinanden. Når jeg eksempelvis har siddet med Falck-reddere, der har overværet et trafikuheld med et barn, har de måske sagt: Efter episoden har jeg det faktisk sådan, at mine børn ikke må cykle uden for havelågen, før de er fyldt 21 år. De kan næsten ikke få sig selv til at sige det, men så er der måske en kollega, der nikker genkendende til deres udsagn. Så det betyder meget, at man kan genkende sin fortælling hos andre.«

Efter den såkaldte debriefing kan der være spillere, som har behov for at tale med en psykolog alene. Det kan være en eller flere personer, der var særligt involveret i hændelsen eller har et særligt forhold til den tilskadekomne.

Kan gå to veje

Spørgsmålet er nu, hvordan spillerne kommer til at være påvirket af den voldsomme oplevelse resten af slutrunden, også selvom de modtager krisehjælp fra dybt professionelle folk. Anders Korsgaard Christensen vurderer, at det kan gå to veje:

»Enten kan spillerne tænke: Nu skal vi bevise, at vi godt kan. Vi spiller til ære for Christian. Alvorlige kriser kan mobilisere uanede kræfter. Det har jeg set mange eksempler på. Men det kan også nedsætte spillernes overskud og måske gå den anden vej. Men det kan være forskelligt fra spiller til spiller.«

»Men vi skal også huske på, at der er tale om dybt professionelle mennesker. De er trænede i at fokusere. Derudover tyder alt på, at Christian Eriksen klarer sig. Spillerne har været i kontakt med ham og konstateret, at han har det godt efter omstændighederne. Det gør en kæmpe forskel for spillerne,« siger krisepsykologen.

Den erfarne psykolog træder samtidig ind i diskussionen om, hvorvidt Danmark burde have spillet kampen færdig. Landsholdsspillerne besluttede nemlig at afvikle kampen, selvom de netop havde været vidne til en af de mest voldsomme episoder i deres liv.

Landsholdskoryfæet Michael Laudrup har i den forbindelse udtalt, at andre – mere upåvirkede folk – burde have besluttet for spillerne, at kampen ikke skulle afvikles. Anders Korsgaard Christensen mener, at Michael Laudrup har en pointe:

»Spillerne har ikke været ved sig selv den resterende del af kampen, så jeg mener, at vi er meget tæt på smertegrænsen. Psykologisk set har de spillet i en tågetilstand,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror dog ikke, at det vil få den store psykologiske konsekvens for spillerne, at de rent faktisk gennemførte kampen. Jeg synes også, at man skal have for øje, at det er gået godt, selvom det var en frygtelig situation. Christian Eriksen er i de bedste hænder rent lægeligt. Det ved jeg,« siger psykologen med henvisning til, at han selv arbejder på Rigshospitalet, hvor Christian Eriksen er indlagt.