Kom ind i kønskampen, mand

Den største udfordring i kampen for ligestilling er, at mænd ikke forstår, at kampen også er deres – og deres børns. Det mener maskulinitetsforskningens grand old man, professor Michael Kimmel fra USA, der selv er erklæret feminist.

»Vi savler nogle gange, når vi ser på, hvad I har opnået i Skandinavien, når det handler om ligestilling på arbejdsmarkedet og mellem kønnene i hjemmet,« siger den amerikanske kønsforsker Michael Kimmel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Mænd tager helt enkelt fejl.

Kampen for ligestilling er ikke synonym med en kamp for kvindekønnet. Hvis kvinder skal have ligestilling, er det ikke noget, de skal have på mændenes bekostning. Tværtimod kan mænd selv få et bedre liv, hvis de engagerer sig og selv bidrager til at fremme ligestilling. Lige nu er de i stedet komplet fraværende.

Sådan lyder hovedbudskabet fra den internationalt anerkendte kønsforsker professor Michael Kimmel, Stony Brook University i New York. Selv erklærer han sig for at være feminist. Kyndige i ligestillingsforskning anser ham for at være en af grundlæggerne af maskulinitetsforskning. Nordiske ligestillingsministerier rådfører sig hos ham, ligesom han i EU-regi anvendes som ekspert. For selv om afstanden mellem kønnene uantastet er større i USA end eksempelvis i Danmark, er mønstrene de samme. Blot er problemstillingerne mere karikerede og gennemsyrende over there, lyder hans pointe.

»Vi savler nogle gange, når vi ser på, hvad I har opnået i Skandinavien, når det handler om ligestilling på arbejdsmarkedet og mellem kønnene i hjemmet. Men i undersøgelser af, hvad europæiske og skandinaviske mænd betragter som et godt liv, anfører de, at de gerne vil være bedre fædre, end deres egne fædre var, og at de gerne vil have mere balance imellem deres arbejds- og familieliv. Vejen til at opnå det går netop gennem mere ligestilling kønnene imellem. Men det har mænd slet ikke indset,« siger Michael Kimmel.

Berlingske mødte ham til en samtale hos Institut for Menneskerettigheder, kort før han i weekenden drog til Nordisk Forums tredageskonference i Malmø. En konference om kvinders rettigheder. Ret symptomatisk, faktisk. For al kønskamp lader til at handle om kvinder – og netop det er en af de bagvedliggende årsager til mændenes fravær, når det handler om ligestillingsspørgsmålet, pointerer Michael Kimmel.

»Vores udfordring i forhold til at få mænd engageret i kønsdebatten er, at når du siger »køn«, så hører folk kun ordet »kvinder«. Mænd tror ikke, at det har noget med dem at gøre. Så vi mænd ved ikke, at køn er vigtigt for os på samme måde, som kvinder ved, at det er vigtigt for dem,« siger han.

Usynlige privilegier

At det er blevet sådan, hænger naturligvis sammen med den historiske udvikling. Kvinder har gjort deres køn synligt, fordi de har kæmpet for seksuel frigørelse og økonomisk frigørelse fra ægtemanden. Michael Kimmel husker eksempelvis, hvordan hans egen mor i 1957 gik i banken for at oprette en bankkonto i sit eget navn. Det havde kvinder ikke kunnet før da. Herhjemme er det mindre end 100 år siden, at det kun var manden, der kunne kræve skilsmisse, og i det tilfælde fik han børnene med sig. Skred konen, var det at betragte som en rømning.

Med velfærdsstatens opkomst og dens tagen vare på det enkelte individ er vi nået langt på ligestillingsområdet i Norden. Men der er stadig et løngab mellem mænd og kvinder. Det er stadig kvinderne, der med barsel og deltidsjob tager sig mest af børnene, mens de er små.

I modsætning til kvinderne, som har skullet tilkæmpe sig rettigheder, er mændene blevet betragtet som privilegerede. Dem, der havde det, som kvinderne også ville have. Magt, højere løn, frihed. Netop privilegiet har gjort mændene blinde for deres egen kønskamp, mener Michael Kimmel.

»Et privilegium er usynligt for den privilegerede,« siger Kimmel. Han giver som eksempel en samtale mellem en sort og en hvid kvinde i en studiegruppe fra sin studentertid. Den hvide kvinde mente, alle kvinder stod over for den samme undertrykkelse, derfor følte de også instinktivt solidaritet og et søsterskab med hinanden. Det tvivlede den sorte kvinde på.

»Når du står op om morgenen, hvad ser du så i spejlet?« spurgte hun.

»Jeg ser en kvinde,« havde den hvide kvinde svaret.

»Deri ligger problemet,« fortsatte den sorte kvinde, »for når jeg gør det samme, ser jeg en sort kvinde.«

Problemet i ligestillingsdebatten handler ifølge Michael Kimmel i høj grad om, at mænd tror, at de skal afgive nogle af deres privilegier til kvinderne, hvis de selv skal tilslutte sig kampen for ligestilling. Han udgav i november »Angry White Men«, der netop handler om, hvordan amerikanske grupper af mænd ser feminister som kvinder, der vil tage magten fra mændene, og som ihærdigt bekæmper enhver form for ligestilling. Særligt under den økonomiske krise er tonen skærpet over for kvinder og tanken om lighed, fortæller Kimmel.

Husarbejde og sex

Holdningen lader ikke på samme vis til at vinde frem i Norden, vurderer Kimmel. Men det ændrer ikke på, at han anser det som vigtigt at få mændene ind i kampen for mere ligestilling. Det er nemlig til deres eget bedste. Kimmel henviser til et forskningsprojekt, som viser, at par, der lever i ligeværdige forhold, har størst ægteskabelig succes.

»Det handler om work-family-balance, om kønsligestilling i familien. Det er ikke det samme som, at man er ens eller skal gøre det samme – men det er opfattelsen af fairness. Du kan have en meget traditionel opdeling, hvor manden arbejder meget ude, og kvinden er mest hjemme og passer børnene. Hvis de begge mener, at det er fair, er det ligeværdigt. Dem, der bliver ramt af skilsmisser, er dem, hvor fordelingen ikke betragtes som ligelig af begge parter,« siger Kimmel.

Skal man have mændene til at engagere sig i kønskampen, mener han, at mændene skal præsenteres for de mange, mange studier, som igennem de seneste årtier er blevet gennemført, og som viser, hvilke konkrete fordele der er forbundet med, at mænd bidrager med det huslige arbejde og med at tage sig af børnene.

»Deres børn er gladere og sundere og klarer sig bedre i skolen. De bliver sjældnere diagnosticeret med ADHD og depressioner, tager mindre medicin og får højere karakterer. Hvis det ikke er motivation nok, gør det også konerne gladere, sundere og dyrker mere motion. Mændene selv bliver også gladere og sundere. De ryger og drikker mindre, tager mindre medicin, kommer sjældnere på sygehuset, kommer oftere til rutineundersøgelser hos lægen og får færre depressioner,« siger Kimmel.

Han sætter trumf på:

»Hvis det heller ikke er nok, så har mænd, der deler det huslige arbejde og børnepasningen, mere sex med konen.«

Konklusionen på undersøgelsen afstedkom en forside på et amerikansk mandemagasin lydende »Housework makes her horny«, eller på jævnt dansk: »Husarbejde gør hende liderlig«.

»Nu er det jo hans husarbejde, det handler om. Det er valide data indsamlet blandt tusinder af respondenter og over mange år. Så der er ikke nogen mænd, der skal tro, at hvis de tager opvasken, når de kommer hjem i aften, så kommer effekten med det samme,« siger Kimmel spøgefuldt.

Støt fædrebarsel

Vejen til at få mænd engageret i kønsdebatten mener Michael Kimmel ikke er at overbevise dem om, at kønsligestilling er retfærdigt, ordentligt og fair. Selv om det er sådan. I stedet handler det om at få mænd til at forstå, at kønsligestilling ikke er en fjende, men at ligestilling kan bane dem vejen til det liv, de ønsker.

Har mændene først meldt sig under ligestillingsfanerne, skal de helt konkret deltage ved især at tage hul på to typer samtaler med hinanden, mener han. Samtaler, hvor de udfordrer og støtter hinanden. For det første skal mændene gribe ind, hvis de hører hinanden komme med sexistiske kommentarer.

»Hvis en mand i dag kommer med en nedsættende kommentar, så kigger alle på den kvinde, der er til stede og tænker, »øj, siger hun mon noget til det? Bliver hun bare eddikesur nu«? Jeg vil have, at en anden mand rejser sig og siger noget til det. Det er ikke nok at gå til kvinden bagefter og sige, at du virkelig er ked af det, ham den anden sagde.«

Den anden samtale handler om, hvordan de mandlige kolleger reagerer, når en nybagt far siger, at han vil tage en del af forældreorloven.

»Mange steder er det sådan, at når mænd siger, de vil tage barsel, er kommentarerne fra deres mandlige kolleger, at de så åbenbart ikke er særligt optagede af deres karriere. Jeg vil have, at mænd rejser sig og støtter hinanden,« siger Michael Kimmel.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik steg andelen af fædre, der tager en del af barselsperioden i 2012, efter at der ellers var sket et fald i 2011. Kvinderne står fortsat for langt størstedelen af barselsorloven. Blandt par, hvor begge parter har taget barsel, står kvinderne for 88 procent af det samlede antal barselsdage. Erfaringer fra udlandet er, at barsel til mænd skal øremærkes, hvis mænd for alvor skal tage del i barselsperioden. I efteråret i fjor droppede regeringen herhjemme dog den ellers bebudede øremærkning.