Kom din allergi til livs med tabletter

Det er lige nu, at man skal gå i gang med tabletbehandling mod allergi, hvis man vil have en effekt i den kommende græspollensæson.

Lider du af husstøvmideallergi, så kan du overveje en behandling med tabletter dagligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix/Maria Hedegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er du hårdt ramt af græspollenallergi eller husstøvmideallergi, og overvejer du at blive vaccineret, så findes der et alternativ til den ofte besværlige og tidskrævende vaccination, hvor du jævnligt skal møde op hos lægen og få indsprøjtninger i tre til fem år.

Græspollenallergi og husstøvmideallergi kan nemlig også behandles med en smeltetablet, som man dagligt skal lægge under tungen i tre år.

»Det kan alle allergikere i princippet have nytte af,« siger Lars K. Poulsen, der er professor i allergologi ved allergiklinikken på Herlev-Gentofte Hospital.

Det kræver dog, at græspollen eller husstøvmider er den vigtigste årsag til den allergiske sygdom. Det nytter med andre ord ikke at behandle specifikt mod græs- eller husstøvmideallergi, hvis du har helårsastma.

Alternativet til tabletter er en allergivaccination via indsprøjtninger. Det er en tidskrævende tre- til femårig behandling, hvor du jævnligt får sprøjtet helt små mængder af allergen ind i kroppen.

I starten skal du stikkes hos lægen hver uge og senere med seks til otte ugers mellemrum, og du skal blive hos lægen i en halv time efter hver vaccination, fordi du kan risikere at få en allergisk reaktion.

Bliver du behandlet med tabletter, skal du tage én tablet om dagen i tre år, og det er kun den første tablet, der skal tages hos lægen, så en eventuel kraftig reaktion kan behandles med det samme.

»Mange patienter vil opfatte tabletterne som mere praktiske, fordi de kan gøre det derhjemme uden at skulle til lægen for at få et stik,« siger Betina Hjorth, rådgivningschef hos Astma Allergi Danmark.

Omvendt er du selv ansvarlig for behandlingen.

»Det er med tabletterne som med p-piller. Man skal være helt sikker på at tage tabletten hver dag i tre år,« siger Betina Hjorth.

Har du allergi over for græs, bør du starte med tabletmodellen senest 16 uger før græspollensæsonen går i gang. Og græssæsonen går fra april til oktober. Du skal altså begynde senest i december. Gør du det, kan du forvente en effekt allerede i den kommende sæson.

Ifølge Lars K. Poulsen har mange en god effekt af tabletterne, særligt for husstøvmideallergien.

»Den er ikke helbredende, men mange vil opleve en væsentlig nedgang i deres symptomer,« siger han.

Men behandlingsformen er så ny, at vi ikke kender den langvarige effekt af vaccinerne.

Studier har vist, at tabletten mod græsallergi virker i minimum to år, efter den treårige behandling er overstået. Men man ved ikke, om tabletten har en længere effekt end det.

/ritzau fokus/