Kolding dropper engelske skoleklasser

Kampen for at oprette en international skolelinje med engelsk som hovedsprog i Kolding er slut. Lovgivningen giver ikke plads, hvilket ærgrer Kolding Byråd.

Der kommer ingen engelsk skolelinje på Bakkeskolen i Kolding. Byrådet besluttede mandag, at det ikke vil bruge flere kræfter på projektet.

- Vi synes, det er meget ærgerligt og dumt, at vi ikke kan lave den her ordning. Vi skriger efter udenlandsk arbejdskraft, og i Kolding gør vi meget ud af at tiltrække personer fra udlandet, der også gerne vil have deres børn i en engelsk skole. Men det må vi ikke tilbyde, og det er deprimerende, siger byrådsmedlem Henrik Larsen (R) til Ritzau.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) peger på, at folkeskoleloven begrænser, hvor meget man kan ændre på skolernes undervisningssprog.

- I Danmark betaler vi for, at børnene kan lære dansk. Og derfor kan man hverken lave en offentlig eller privat skole, der nedprioriterer danskundervisning, siger Bertel Haarder.

/ritzau/