Kørelærere vil undgå indvandrere

Nej tak til indvandrere og ordblinde på køreskolerne, når dumpeprocenter offentliggøres på nettet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Landets kørelærere vil i fremtiden udelukke indvandrere fra køreundervisningen af frygt for at få for høje dumpeprocenter. Det skriver metroXpress.

Det forudser flere fremtrædende kørelærere, efter at justitsminister Lene Espersen (K) har besluttet at offentliggøre dumpeprocenter fra skolernes teoretiske og praktiske prøver.

»Indvandrerne og andre sprogligt svage elever kommer i klemme i systemet. Kørelærerne vil nægte at tage dem til prøve, hvis deres dumperisiko er for stor. Vores forretninger kan ganske enkelt ikke tåle at have ry som køreskoler, hvor eleverne dumper,« siger den århusianske kørelærer Vibeke Vesterhouen, bestyrelsesmedlem i Danske Kørelæreres Landsforbund.

Kørelærernes erfaring er, at nogle indvandrere ikke blot har sværere ved at klare den teoretiske prøve, de kræver også flere køretimer bag rattet.

Således måtte en kenyansk kvinde i fjor gennem 160 køretimer og seks dumpede prøver, inden det lykkedes hende at få kortet, selv om hendes evner som bilist svarede til alle andres.

Det fortæller Erling Larsen, Agerskov Køreskole, der er formand for Dansk Kørelærer Union i Haderslev.

»Derfor er der reelt risiko for, at bestemte grupper af elever ikke får køreundervisning. Eller at kørelærerne snyder,« siger Erling Larsen.

»I teorien kunne jeg jo starte et nyt firma, der hed Erlings Køreskole. Her placerer jeg så alle de svage elever, mens jeg så kan have en dumpeprocent på nul i Agerskov Køreskole,« siger Erling Larsen.

Han understreger, at kørelærerne gerne vil måles, så der kan ryddes ud i branchens brodne kar. Men så må det ske på mere nuanceret vis end blot dumpeprocenter, siger han.

Justitsministerens partifælle, den konservative trafikordfører Henriette Kjær, afviser kørelærernes kritik:

»Jeg tror ikke på, at de virkelig vil afvise bestemte grupper af elever, for de skal jo tjene penge. Hvis det virkelig viser sig at være et problem, kan de for eksempel reklamere med, at de er socialt ansvarlige og gerne tager elever med for eksempel læsevanskeligheder,« siger hun.

Kilde: metroXpress