Kørelærere: Dårlig idé med kørekort til 17-årige

Venstres ønske om at give 17-årige kørekort vil ikke mindske risikoen for at blive dræbt i trafikken, mener Dansk Kørelærer-Union. Sæt ind med mere læring over for de unge bilister i stedet for, lyder det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vil ikke ændre på unges risiko for at blive dræbt i trafikken, hvis 17-årige får lov til at sætte sig bag rattet.

Sådan lyder vurderingen fra Dansk Kørelærer-Unions landsformand, René Arnt, efter Venstre ifølge Jyllands-Posten har samlet et blåt flertal bag et forslag om kørekort til 17-årige.

Helt konkret betyder Venstres forslag, at 17-årige får lov til at køre bil - men kun med en erfaren bilist ved deres side det første år. En erfaren bilist er i dette tilfælde en person, der har haft et kørekort i mindst ti år, og som ikke er blevet dømt for grove færdselsovertrædelser. Bliver denne regel brudt, mister de unge kørekortet, til de er 19 år. Men René Arnt er skeptisk over for forslaget.

»Vi har ikke troen på, at modellen fremmer færdselssikkerheden hos de unge mennesker. Vores opfattelse er, at de unge danskere har rigeligt kørselserfaring og rutine til at færdes i trafikken med den danske køreuddannelse, som den er i dag,« siger kørelærernes landsformand.

Unge bilister har i dag syv gange større risiko for at blive dræbt i trafikken, end deres forældre. Ifølge René Arnt skal årsagen til, at trafiksikkerheden fortsat er udfordret blandt de unge, dog findes et helt andet sted.

»Årsagen er mere holdningsbaseret, og derfor skal vi sætte ind med mere læring om trafiksikkerhed i stedet for erfaringskørsel. Man kunne eventuelt kigge på hele køreuddannelsen og optimere den i Danmark, så der bliver sat flere ressourcer ind på at holdningsbearbejde de unge mennesker,« siger landsformanden og uddyber:

»De unge mennesker kan sagtens finde ud af at køre bil. Men det går galt, når de tror, at de har nogle evner, som de ikke er i besiddelse af.«

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), oplyser til Jyllands-Posten, at partiet forventer at få vedtaget forslaget hen over efteråret.