Kønnet, byen og fremtiden: Sådan gik modeugen

Berlingskes Sarah Skarum gør status over en uge, der varer to dage, og stiller spørgsmåltegn ved køn, anbefaler blåt og åbner Københavns byrum på nye måder.

Ganni SS17 show, Copenhagen Fashion Week, august 2016. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mænd kan være kvinder, kvinder kan være mænd, eller man kan være ligeglad med, hvad man er. Det har været et tema i flere modeuger, og det fortsatte også i denne uge.

At den klare grænse mellem de to køn, og hvad de kan, skal og bør, udviskes. Som når Mark Tan lader en mandlig model vise sine kreationer og fortolker klassiske herreitems som musketerskjorten og bolerojakken, eller når der hos Ganni var to drenge på podiet, som ikke var klædt på i »pigetøj«, men bare klædt på.

Eller hos Barbara I Gongini, der holdt årets mest interessante show, hvor hun med sine dekonstruerede, forrevne, sammensatte og svært afkodelige stykker tøj giver den, der skal bære det, frihed og ansvar for selv at vælge, hvem de vil være, og hvordan de vil se ud. Barbara I Gongini tilbyder tøj, der kan skærme bæreren mod verden, men udtrykket vælger man selv. På samme måde er grænserne for, hvad der er mande- og herretøj, også udviskede hos Vibskov, hvor meget blot er til mennesker med arme og ben.

Og inden, der er nogen, der går i gang med at forfatte rasende læserbreve og hidse sig op over, at man ikke kan få lov til at gå med slips som mand eller nederdel som kvinde, hvis man har lyst til den slags, så er pointen lige præcis, at det kan man sagtens. Men at man ikke behøver det. Man kan selv vælge, hvordan man vil klæde sig, så det, man bærer udenpå, ligner det, man føler indeni. Den slags kaldes frihed, og det ser altid godt ud.

Modens største stjerne var København som by. Det er altid et sats at holde show udendørs i København, og ingen, der var med til Day Birger et Mikkelsens store jubilæumsshow på Kongens Nytorv for nogle år siden, glemmer, hvordan vandet væltede ned, mens gæsterne holdt vejret og håbede, at ingen modeller faldt, og der ikke kom vand i de elektriske installationer, men i år gik det godt.

Lala Berlin var rykket ud af rådhuset og ind på Carlsbergområdet, hvor catwalken var brostenene foran Elefantporten (velvalgt taget i betragtning af, at kollektionens tema var jungle, og gæt selv, hvad der blev serveret? Nemlig: Elefantøl).

Det var et magisk øjeblik, da lyset faldt smukt mellem bygningerne, og tilskuerne fik tid til at SE på dem, ikke bare som normalt – haste forbi. Samtidig var showet en demonstration af, hvor meget den rette lokation kan betyde, for lala Berlins tøj fik en lethed og friskhed, som var meget fin, et strejf af det København også er, det lette uhøjtidelige liv.

På samme måde fik Lovechild og Anne-Dorthe Larsen føjet en ekstra dimension til sin yndige – men med al respekt – også ret banale kollektion, da hun holdt show i Glyptotekshaven, som ligger bag museet og er en lille oase, netop nu med blomstrende bede, der er anlagt af en gartner med farvesans.

Her blev modellerne i silkeprintede kjoler – akvarelprintet var fint, de små hjerter yndigt og ubesværet – en del af idyllen, som de stod foran de vægge af blomster, der var opstillet som fotobaggrund.

København var modeugens største stjerne.

Augustmodeugen plejer at være den gode uge, som tiltrækker mange gæster. Her er byen sjovere at besøge, nemmere at komme rundt i, stemningen plejer at være let og begejstret, men der var en hvis bekymring at spore blandt gæsterne. Tag bare showkalenderen, der plejer at strække sig over tre dage, onsdag, torsdag og fredag. Modeugens shows er inddelt i to kategorier, on schedule og off schedule, hvilket skal fungere som en vejledning til gæster, der ikke kender mærkerne, hvor on schedule er de vigtigste og mest markante mærker, der tegner ugens profil.

Men der lå i år kun on schedule-mærker onsdag og torsdag, til gengæld lå de meget tæt, så ingen kunne nå at se alt.

Det er forståeligt, at det enkelte mærke ikke har lyst til at ligge »alene« fredag, fordi man er bange for at blive glemt eller nedprioriteret, men som det fungerer nu, er det et logistisk mareridt, og samtidig drukner nogle mærker i det tætte program. Gid mærker og modeuge sammen kan lave et skema, der breder sig over flere dage, så alle kan få den opmærksomhed de fortjener, og så modeugen ikke ender med at indskrænke sig til så få dage, at den kvæler sig selv.

Læs og se mere her