Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Efter en periode med lunt og tørt vejr skal danskerne nu finde paraplyerne frem.
Et vejrskifte er slået igennem natten til onsdag, selv om bygerne ikke indeholdt helt så megen regn som ventet.
»Der kom op til ti millimeter regn, primært i det sydlige Jylland. Det er ikke noget, der har givet anledning til større problemer. Der har også været meldinger om enkelte tordenbyger,« siger DMI-meteorolog Bill Vejdegren.
Regnvejret vil sætte sig præg på Kristi Himmelfartsdag og den kommende weekend.
»Vi skal have nogle dage med ustadigt vejr. Det bliver ikke decideret heldagsregn, men byger, der går og kommer. Der kommer også sol ind i mellem, så helt skidt bliver det ikke,« siger Bill Vejdegren.
Han forventer temperaturer torsdag på omkring 15 grader. Det falder lidt til weekenden, hvor der kun ventes op til 13 grader.
Det står i stærk kontrast til vejret de seneste dage, der har budt på temperaturer over 20 grader. Tirsdag blev årets hidtil varmeste dag, da der klokken 14.30 blev målt 23,6 grader ved DMIs vejrstation ved Landbohøjskolen i København.
Det er et lavtryk i Nordsøen vest for Danmark, der er skyld i vejrskiftet, og lavtrykket har tænkt sig at blive liggende de kommende dage.
Først i begyndelsen af næste uge er der udsigt til, at et højtryk vil trække op mod Polen og Baltikum og blæse lidt varmere luft mod Danmark.
»Det tegner til at blive lidt lunere fra midten af næste uge,« siger Bill Vejdegren og understreger, at prognosen altid er behæftet med en vis usikkerhed.