Københavnske cyklister får færre vandpytter på cykelstierne

Med 140 mio. kr. afsat til cykelområdet kan københavnerne se frem til færre vandpytter på cykelstierne, flere muligheder for cykelparkering og en helt ny cykelbro ved Inderhavnen. Bilerne er bevidst nedprioriteret i Københavns nye budgetforlig.

Cyklisterne har fået 40 pct. flere penge til dette års budgetforlig i Københavns Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: niels ahlmann olesen

Der er dejligt i København. Faktisk så dejligt, at byen flere gange er blevet kåret til verdens bedste by. For to dage siden indhentede hovedstaden igen denne titel af det amerikanske designmagasin Metropolis, hvor netop de gode cykelmuligheder blev fremhævet og var med til at hive den fine placering i land. Nu er der udsigt til, at det bliver endnu sjovere at iklæde sig cykelhjelmen og hoppe op på jernhesten.

I de nye budgetforhandlinger Budget 2017, har politikerne på tværs af partierne indgået en aftale om, at der skal afsættes 140 mio. kr., ud af en samlet grøn trafikpakke på 340 mio. kr., til forbedringer på cykelområdet. Det er en stigning på 40 procent i forhold til tidligere år.

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Morten Kabell (EL) er godt tilfreds med resultatet.

»Med aftalen foretager vi et markant og nødvendigt løft af investeringerne og har klart markeret, hvordan vi ønsker, København skal se ud i fremtiden,« siger han og forklarer, at bilisterne helt bevidst er blevet nedprioriteret for at tilgodese de pladsbesparende transportmidler som cykler og busser.

De nye tiltag indebærer bl.a. renovering og udvidelse af flere cykelstier, en øget indsats i forhold til at fjerne glemte cykler, mindre regnvand på cykelstierne, flere cykelparkeringsmuligheder og en ny cykel- og gangbro ved Inderhavnen.

Sikken voldsom trængsel og alarm

Forbedringerne på cykelområdet er dog også en nødvendighed, hvis København fortsat skal kunne konkurrere om at være blandt de bedste cykelbyer i verden.

Med en befolkningstilvækst på 100.000 indbyggere frem mod 2025, er der brug for en øget indsats for at kunne følge med de udfordringer, der allerede nu er på kapaciteten på flere strækninger i København.

Et kendt problem blandt mange københavnere er det evige hyr med at finde et sted at parkere sin cykel. København har 678.000 cykler, mens der kun er cirka 51.000 offentlige cykelparkeringspladser. Det giver selvsagt et logistisk problem for de mange, der hver dag skal forsøge at mase deres cykel ind ved de tætpakkede cykelstativer.

Morten Kabell er derfor glad ved tanken om at investere mere i at gøre København til en cykelby i verdensklasse og prioritere cykelkulturen højere end bilerne.

»Jeg er glad for, at de andre partier anerkender nødvendigheden af investeringer i cykelområdet. Det er en sejr for alle københavnere, som gerne vil have renere luft, mindre støj og bedre fremkommelighed. Vi er ikke i mål, men vi har slået fast, at bilernes by er noget, de kan have i Jylland,« siger Morten Kabell.