Fredag formiddag har studerende blokeret flere indgange til Københavns Universitet i det centrale København.
I den forbindelse har de både begået hærværk og chikaneret ansatte på universitetet.
Det skriver Københavns Universitet på det sociale medie X.
Københavns Universitet skriver, at man fortsat anerkender studerende og ansattes ret til at demonstrere og ytre sig.
»Dagens blokade er imidlertid hverken i overensstemmelse med dansk lov eller universitetets ånd og virke, selvom dette er og var forudsætningen for vores dialog med de studerende,« skriver Københavns Universitet og fortsætter:
»Vi suspenderer derfor dialogen med studerende mod besættelsen.«
Universitetet oplyser, at chikanen og hærværket har fundet sted i direkte forbindelse med fredagens demonstrationer.
I 12 dage har studerende og andre demonstreret på Københavns Universitets område på det gamle kommunehospital i det centrale København, men fredag morgen har flere altså taget opstilling nede foran universitetets gamle bygninger på Frue Plads.
Her har de spærret flere indgange og forhindret ansatte i at komme ind i bygningen. Imens har de slået på trommer og sunget propalæstinensiske slagsange.
De studerende, der i øjeblikket blokerer universitetets bygninger, siger fredag til Berlingske, at de er utilfredse med Københavns Universitets svar på de protester, der de seneste 12 dage har udspillet sig.
Konkret vil de studerende have universitetet til at droppe nogle investeringer, som de via en kapitalforvalter har lavet, og som ifølge de studerende støtter Israel og israelske bosættelser på det palæstinensiske Vestbredden.
Indtil videre har der været en dialog mellem de studerende og universitetet, og sidstnævnte skriver, at der allerede er aftalt en række møder med begyndelse i næste uge.
Møder som nu må betragtes som værende aflyst.
Hård politisk kritik
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) skriver på X, at hun bakker fuldstændigt op om Københavns Universitet.
»Hærværk, blokade og chikane er fuldstændig uacceptabelt og selvfølgelig ikke vejen til dialog. Universitetet er og skal være apolitisk, frit og færden der tryg for alle studerende og ansatte. Respekteres det ikke, kortslutter man selv dialogen,« lyder det fra Christina Egelund.
Også børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K) mener, at der er tale om en uacceptabel konfliktoptrapning.
Det siger han i en skriftlig kommentar til Berlingske.
»Det er præcis, hvad jeg frygtede ville ske, og det følger den udvikling, vi har set på amerikanske universiteter,« lyder det fra Jakob Næsager.
Han siger, at han vil sørge for, at Københavns Politi og Københavns Universitet får al den nødvendig hjælp for at få eskalationen stoppet.
»Jeg har en klar forventning om, at lejrens ledelse og andre studenterorganisationer tager afstand fra disse aktioner, og at ledelsen som konsekvens rømmer campen,« siger Næsager.