Københavns Politi: Stor aktion handler om forberedelse af terrorangreb »med militant, islamistisk motiv«

En større politiaktion i flere af landets politikredse handler om forberedelse af et terrorangreb med »militant, islamistisk motiv«, lyder det nu fra Københavns Politi.

 

Et terrorangreb med »militant, islamistisk motiv« har ifølge politiets mistanke været under forberedelse.

Det er årsagen til en større politiaktion flere steder i landet onsdag eftermiddag.

Det oplyser Københavns Politi i en kortfattet pressemeddelelse:

»Baggrunden for aktionen er mistanken om forberedelse af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv.«

På et pressemøde klokken 17 ventes Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) at fortælle nærmere.

Tidligere på eftermiddagen lød meldingen fra Københavns Politi i samarbejde med flere andre politikredse – Nordjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Fyns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Vestegnens Politi – var i gang med at foretage ransagninger og anholdelser flere steder i landet.

Ifølge Ekstra Bladet er blandt andet en række kollegieboliger på Stormgade i Aalborg og ifølge Nordjyske en adresse på Ravnkildevej i Aalborg Øst blevet ransaget.

B.T. skriver, at to mænd af mellemøstligt udseende iført hvide DNA-dragter i Aalborg blev ført væk af kampklædte betjente.

Ifølge B.T. er adresser i Herlev ligeledes blevet ransaget. Derudover er en lejlighed i Husum nordvest for København blevet ransaget.

Det samme gælder en adresse på Rydevænget i Århus V.

Ved du noget om sagen? Kontakt Berlingskes journalister på sagen på jabj@berlingske.dk eller telefon 40810265.

Den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, blev offentliggjort i januar 2018. Her beskriver PETs Center for Terroranalyse, CTA, truslen fra militant islamisme sådan her:

»CTA vurderer, at terrortruslen mod Danmark overvejende kommer fra personer med sympati for militant islamisme. Disse motiveres af en opfattelse af, at islam er under angreb fra Vesten, og at Danmark er et legitimt mål som følge af Danmarks aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder deltagelsen i den internationale koalition mod IS, samt opfattede krænkelser af islam, såsom tegningesagen.«

Analysen fortsatte:

»CTA vurderer, at terrortruslen i første række udgår fra enkeltpersoner eller mindre grupper, der opholder sig i Danmark eller i et naboland. Angreb med simple midler og kort planlægning er den mest sandsynlige angrebsform. Der eksisterer dog fortsat også en trussel mod Danmark fra komplekse angreb, dirigeret af militant islamistiske grupper i udlandet omend denne er reduceret.«