Københavns Politi offentliggør billede af mistænkt for vold mod 19-årig

Billederne af 19-årige Lauritz Lindboe Wind har været bragt i de fleste danske medier, efter at han blev offer for grov vold under en bytur på Gothersgade i København. Nu beder Københavns Politi om offentlighedens hjælp og offentliggør billeder af en formodet gerningsmand.

Artiklen er opdateret og billederne af den mistænkte er fjernet på opfordring fra Københavns Politi, da politiet oplyser, at de har anholdt den mistænkte.

Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden, der står bag et voldsomt overfald, som fandt sted om natten 22. februar på Gothersgade i København.

Voldsepisoden er af en så grov karakter, at den – samt dens offer, 19-årige Lauritz Lindboe Wind – er blevet omtalt i en række danske medier.

Lauritz Lindboe Wind var i byen på Gothersgade, da han blev slået bevidstløs bagfra, kastet ud foran en kørende bil, som undveg ham, hvorefter voldsmændene tog tilløb, hoppede på hans hoved og trampede på ham.

Københavns Politi har nu offentliggjort flere billeder af en person, som de mistænker for at være indblandet. Personen, som ses på et overvågningsbillede fra Gothersgade, beskrives som en mand mellem 15 og 23 år, 175-185 centimeter høj, almindelig af bygning med kort mørkt hår, iført mørk jakke, lyse bukser og hvide sko.

Lauritz Lindboe Wind fortæller i Berlingske, at han er sikker på, at voldsmændene ønskede at slå ham ihjel. Han har fået en slem hjernerystelse, et flækket øjenbryn og formentlig en brækket næse.

Karina Lindboe Wind har efter overfaldet på sin søn appelleret til, at landets politikere går ind i sagen for at få bremset volden.

»Nu er det nok. Jeg vil ikke se og høre på det mere. Der skal gøres noget for at stoppe det,« siger Karina Lindboe Wind i Berlingske torsdag.

Københavns Politi beder alle, der har oplysninger i sagen, om at henvende sig til Københavns Politi på tlf. 114 eller kbh@politi.dk.

Formanden for Grønnegade Kvarters Beboerforening, Hannibal Holt, siger til Berlingske, at han er trist, men ikke overrasket over historien om 19-årige Lauritz Lindboe Wind.

I hovedstadens indre festgader – Gothersgade, Vestergade og Pisserenden – er festen gået alt for vidt, lyder det fra beboerforeningens formand.

»Dem med de største muskler bestemmer. Det er fuldstændig klart og uden for diskussion, at nattelivet i netop de tre gader er blevet mere voldeligt de seneste år. Her ligger de tarveligste barer, hvor du kan få shots til en femmer og drikke dig til en udpumpning for 100 kroner – og der er ingen myndigheder i sigte,« siger Hannibal Holt.