Københavns Politi kommer med en advarsel før Distortion
Onsdag til lørdag afholdes Distortion i København. Nu advarer Politet mod langfingrede blandt festglade.

Onsdag til lørdag afholdes Distortion i København. Nu advarer Politet mod langfingrede blandt festglade.

Onsdag starter festlighederne på gader og stræder, som vi i København kender bedre som Distortion.
I den forbindelse kommer Københavns Politi med en advarsel til de københavnske borgere, der planlægger at bevæge sig ud i virvaret af mennesker.
»Lommetyvene er klar – er du?«
Sådan lyder det fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.
»Det kan ske i parken, i køen eller sågar midt på gaden. Uden du opdager det, har en langfingret lommetyv stjålet din telefon eller pung fra din taske eller lomme,« skriver politiet i meddelelsen.
I årets første fire måneder har Københavns Politi modtaget 2.436 anmeldelser om lommetyveri, hvilket faktisk er lidt færre end i samme periode sidste år.
Men lommetyvene er ofte der, hvor mange mennesker er samlet, oplyser politiet, så der er god grund til at være opmærksom til Distortion.
Et simpelt, men effektivt råd fra politiet kan dog betyde, at du også vender sikkert hjem med alle dine ejendele.
»Det simple, men ret gode råd er, at en forlomme er bedre end en baglomme, men det bedste er en inderlomme. Hvis du har en taske, så hold den lukket og bær den gerne på armen, eller hæng den foran dig på brystet, hvis det er en rygsæk,« siger politikommissær Mathias Holm.
Du bør også være opmærksom på, at nogle lommetyve arbejder sammen. Den ene afleder borgerens opmærksomhed, mens den anden stjæler fra borgerens taske eller lomme, lydet det fra Mathias Holm.