Københavns Politi efterlyser mand efter eksplosion på Nørrebro

En mand i mørkt tøj er set ved gerningsstedet kort tid efter eksplosion ved nærpolitistation i København.

Afspærring efter eksplosion ved nærpolitistationen på Hermodsgade på Nørrebro i København lørdag den 10. august 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Københavns Politi har lørdag formiddag udsendt et signalement af en mand i forbindelse med eksplosionen på Nørrebro.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om den formodede gerningsmand.

Han beskrives som 15-25 år, 170-180 centimeter høj og almindelig af bygning.

Han var iført en sort jakke med afstivet skygge på hætten, der var trukket over hovedet.

Han havde mørke, løstsiddende bukser på med en lomme på højre bukseben, der også havde et lyst mærke på lommen. Hans sko var sorte med sorte såler. Han medbragte en plastikpose med teksten "!Solid".

Vidnet har set ham løbe mod Sigynsgade og derfra videre mod Skjolds Plads.

Eksplosionen ved politistationen kommer mindre end en uge efter en lignende hændelse ved Skattestyrelsens bygning i Østerbro i København.

Politiet siger lørdag formiddag, at det er for tidligt at sige, om der er en sammenhæng mellem de to eksplosioner, men at det indgår i deres efterforskning.

Siden februar har der været 9 eksplosioner i hovedstaden. Se kort over eksplosionerne her:

/ritzau/