Københavns Politi anholder fem i sag om menneskesmugling

Københavns Politi har onsdag formiddag anholdt fem personer, som alle sigtes for menneskesmugling.

De fem anholdte, der er mellem 40 og 50 år, har alle mellemøstlig baggrund, og de fire har dansk statsborgerskab. Anholdelserne er sket i København og i Nordsjælland, hvor politiet onsdag eftermiddag er i gang med at ransage seks adresser.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at anholdelserne er sket efter længere tids efterforskning. De fem personer sigtes for i fællesskab og for egen vindings skyld og under skærpende omstændigheder at have gjort sig skyldige i menneskesmugling.

»Det er vores opfattelse, at de har samarbejdet om indsmugling af mindst 23 personer til Danmark, og i nogle tilfælde videresmuglet personer fra Danmark til de øvrige skandinaviske lande. Smuglingerne er foregået fra Mellemøsten med blandt andet tog og bil til Danmark,« siger efterforskningsleder Carsten Ahrends fra Københavns Politi.

De fem fremstilles i Dommervagten i København.

BNB