Københavns Politi advarer: Det er livsfarligt at gå ud på isen

Arkivfoto af is på Søerne i København. Billedet stammer fra 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Det har været isnende koldt de sidste par dage. Så koldt, at der nu er kommet is på Søerne i København.

Det får nu Københavns Politi til at udsende en advarsel til borgerne.

'Alt færdsel på isen – på søerne I København – er FORBUDT,' skriver Københavns Politi på Twitter.

'Det er forbundet med livsfare, idet isen ikke er sikker – så I bedes venligst undlade dette,' fortsætter Københavns Politi.

For at understrege pointen skriver politiet ordet forbudt med store bogstaver.

Og der er desværre grund til at tale med store bogstaver.

»Vi er netop nu til stede ved Søerne. Der er folk ude på isen. Også børnefamilier,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Jess Voldager.

Mindst 20-30 personer har søndag bevæget sig ud på isen.

»Vi går ikke ud til folk, men råber dem ind fra bredderne,« siger Jess Voldager.

»Heldigvis er der ikke sket ulykker endnu,« tilføjer han.

Vagtchefen understreger, at Københavns Kommune opstiller skilte, når Søerne bliver sikre at færdes på.

»Så før du går ud på isen, skal du altid sikre dig, at du ser et af disse skilte. Er de ikke stillet op, er det fordi isen ikke er sikker, og så må du ikke gå derud,« slutter Jess Voldager.