I 1936 vandt Vilhelm Lauritzen konkurrencen om en terminalbygning til Københavns Lufthavn, og han kom dermed endnu engang i kontakt med en teknologisk udvikling, der hørte til samtidens allersidste skrig.
Kommerciel luftfart var en helt ny ting, og for anden gang på få år stod Lauritzen overfor den udfordring, at ingen vidste, hvordan en bygningstype som den, han var blevet bedt om at tegne, skulle se ud – han måtte altså endnu engang finde på det selv. Han valgte at opdele terminalen i en »landside« og en »airside« med et logisk flow mellem bil- og flytrafik. En opdeling, alle lufthavne stadig har.
For at skabe overskuelighed ville Lauritzen gerne have et stort søjlefrit rum og han opfandt derfor det bølgede loft, der gjorde det muligt at spænde over hele terminalens længde med en kun 12 centimeter tyk betonskal.
Møbeldesigneren Finn Juhl var netop blevet ansat på tegnestuen, da terminalen skulle formgives, og sammen med ham stod Lauritzen for at tegne alle møbler, lamper, skilte, gelændere og øvrige bygningsdetaljer til bygningen, der også i dag er fredet.
I en krævende og meget spektakulær donkraftoperation blev Lauritzens terminalbygning i 1999 flyttet til sin nuværende position, hvorefter den blev sat grundigt i stand, så den nu står så skarpt som den dag, den blev taget i brug.
Vilhelm Lauritzens Alle 1,
2770 Kastrup, Danmark
