Københavnere til kamp mod gademusik: »Forleden spillede to østeuropæere Titanic på harmonika i tre timer«

Beboere og erhvervsdrivende i Indre By er frustrerede over gang på gang at opleve brud på Københavns Kommunes regler for gademusik. Vi kan skrive reglerne, men politiet skal håndhæve dem, siger borgmester Morten Kabell (EL).

Foto: Reimar Juul. Beboere og erhversdrivende er frustrerede over, at Københavns Kommune ikke sørger for at håndhæve egne regler for gademusikanter.
Læs mere
Fold sammen

»Kære Morten Kabell - det her er Yul Andersons klaver. Lige om lidt begynder han at spille.«

Sådan starter Karina Muriel Mimoun et opslag henvendt til Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL) på sin private Facebook-profil.

Hun bor i Købmagergade ved Rundetårn i København og må lægge øre til gademusikanten Yul Anderson, som ifølge Karina Muriel Mimoun næsten dagligt placerer sit klaver på samme spot og fylder byrummet med »to enslydende melodier« i op til otte timer i streg fra »maj til oktober«.

Klaverspillet er imidlertid i strid med Københavns Kommunes egne retningslinjer for musikanter i det københavnske gadebillede. Her står, at musikanter kun må spille én time det samme sted og så skal bevæge sig mindst 100 meter videre, at optrædener ikke må være til gene for beboere og forretningsdrivende, og at pengeindsamling og salg ikke er tilladt.

Regler som ifølge flere beboere og erhvervsdrivende, som Berlingske har været i kontakt med, ikke bliver overholdt af byens musikanter, og som Københavns Kommune ikke sørger for at håndhæve.

»Det er ikke, fordi vi som bor i Indre By ønsker at fjerne gademusikanter, for det er en del af at bo i byen. Vi ønsker bare, at kommunens egne retningslinjer bliver overholdt, så vi beboere ved, hvornår vi kan forvente koncerter foran vores hjem,« siger Karina Muriel Mimoun:

»Forleden spillede to østeuropæere Titanic på harmonika i tre timer, og politiet kører bare forbi og foretager sig absolut ingenting,« siger hun.

Artiklen fortsættes under Facebook-opslaget

Kommunen skriver, politiet håndhæver

Samme eftermiddag som Karina Muriel Mimoun delte sin frustration i et Facebook-opslag, svarede teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, på kritikken.

»Kære Karina. Jeg kender alt for godt Yul A,« skriver borgmesteren: »Jeg har arbejdet nogle år klods op af, hvor han spiller og spillede. Og det var meget hyggeligt i en uges tid…«

Ifølge Morten Kabell er problemet dog ikke ligetil at løse, for Københavns Kommune kan kun formulere reglerne, men har ikke beføjelse til at håndhæve dem. Det er i stedet politiets opgave.

»Skal vi prøve at arbejde sammen om at presse politiet til også at tage sig af de her overtrædelser?« spørger Morten Kabell og høster 17 likes for sit forslag.

Karina Muriel Mimoun vil gerne råbe politiet op, men mener, at det er for letkøbt, at borgmesteren sender aben videre.

»Det er nemt nok at sige, at vi må råbe politiet op, men jeg er bare en menig borger. Han er teknik- og miljøborgmester, så hvis Morten Kabell ikke kan sikre, at kommunens egne retningslinjer bliver overholdt, hvad skal vi så med regler og en borgmester på området?« spørger Karina Muriel Mimoun:

»Københavns Rådhus ikke kan sidde og lave regler, når kommunen ikke samtidig sørger for, at reglerne håndhæves.«

Umuligt at finde melodien på job

Lasse Meilsøe driver en IT-virksomhed med adresse på Kultorvet og er ligeledes frustreret over gademusikanter, som spiller fra tidlig formiddag til sen aften.

»Det er et stort irritationsmoment at være tvunget til at høre på de samme tre melodier en hel arbejdsdag, og vi har simpelthen ikke mulighed for at åbne vinduerne på varme sommerdage,« siger han og bliver bakket op af Pernille Weiss Terkildsen, som er erhvervsdrivende i Købmagergade, skråt over for Rundetårn.

»Jeg er nødt til at blive hjemme, når jeg virkelig skal koncentrere mig om en opgave, og det er jo himmelråbende åndssvagt, at jeg ikke kan bruge mit kontor til dets formål. Jeg og mine medarbejdere vil gerne være på den adresse, vi betaler en høj husleje for, men det bliver vi i dén grad forstyrret i at kunne,« siger Pernille Weiss Terkildsen.

Til Berlingske fortæller Københavns Politi, at lokalpolitiet og ordningen Din Betjent har iværksat øget patruljering i området omkring Rundetårn i september efter at have modtaget klager over gademusik. På den baggrund er der skrevet flere sager.

Generelt rækker politiets ressourcer dog ikke til at sikre, at musikanter altid flytter sig 100 meter efter en times musikspil, ligesom gademusik ikke er politiets førsteprioritet i en tid med terrortrusler.