Københavnere klager over støj som aldrig før

Aldrig før har københavnerne klaget over især støj, som de gør nu, viser en ny opgørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Hovedstadens nye borgere værdsætter nemlig bymiljø lige så højt som nattero.

Københavnerne klager som aldrig før. Vi er med støjvagterne Johnny Svendsen(i midten) og Stig Boye(th.) på job rundt i KBH’s natteliv. Her er på Arch Copenhagen hvor de taler med Kashif Ashiq der er sikkerhedsansvarlig. Fold sammen
Læs mere

Der er parret, som sælger villaen i Lyngby og en søndag eftermiddag falder for og køber en lejlighed i »landsbyidylliske« Fiolstræde for så at opdage, at Fiolstræde er mere larm end idyl fredag nat. Eller klageren, som oplever støv- og støjgener fra byggeri, og som ikke længere kan tørre sit vasketøj ude og »nogle gange må sove med høreværn«. Endda i sin ferie. Der er klageren, som klager over, at der »primært lugter af leverpostej« på vej til job, og klageren som mener, at der skal sættes en stopper for forretningen, som afspiller fugle­sang, fordi »fuglens fløjt er et fremmedelement i byen«.

Klagerne i København er mange, og de seneste år har Københavns Kommune oplevet en markant stigning i støj-, lugt- og støvklager, viser en ny opgørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen på Berlingskes forespørgsel. Mens kommunen modtog 982 klager i 2011, modtog den 2.005 klager i 2015, og indtil videre er der modtaget 1.350 klager i 2016. Der bliver imidlertid kun registreret én klage per virksomhed, selv om flere borgere klager over det samme, så det faktiske klageantal vil være markant højere.

Det er især støj, københavnerne klager over, og omkring 85 pct. af alle klager er støjklager møntet på det københavnske natteliv, byens stadig flere udeserveringer og kommunens byggerier.

Byliv med nattero

Miljøinspektør i forvaltningen Carsten Rosen­ørn-Due har behandlet københavnernes klager de seneste 20 år, og ifølge ham har den voksende klagekultur tre forklaringer.

Stig Boye (tv.) og Johnny Svendsen (th.) er to af Københavns Kommunes miljøinspektører og nattevagter, som patruljerer byen fredage og lørdage kl. 20-03. I hverdagen tager de sig af københavnernes støj-, lugt- og støvklager i al almindelighed. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere

For det første er der kommet flere tilbud og mere leben i København i takt med, at man politisk har prioriteret en pulserende storby med plads til liv og fest. For det andet er klagemulighederne blevet flere og mere tilgængelige, og for det tredje har København fået en ny type borger, som måske nok værdsætter byens mange muligheder, men som samtidig insisterer på sin nattesøvn.

»Københavns nye borgere har nogle andre forestillinger om livskvalitet og reagerer hurtigere på gener end tidligere. Når man flytter ind i en lejlighed med en tårnhøj husleje, finder man sig ikke i, at man ikke kan sove, så klagerne er en kombination af, at københavnerne er blevet mere følsomme, og at trykket i byen er blevet større,« siger Carsten Rosenørn-Due.

Københavnerne klager som aldrig før. Vi er med støjvagterne Johnny Svendsen(th.) og Stig Boye(tv.) på job rundt i KBH’s natteliv. Fold sammen
Læs mere

Det er særligt borgere, som er flyttet til København fra provinsen eller en omegnskommune, børnefamilier og københavnere, som er opvokset i byen, men som nu skal vænne sig til et nyt støjniveau, der klager. Typisk er klageren velstillet.

»Jo bedre uddannelsesniveau og social status, jo bedre kender man sine rettigheder, og jo hurtigere vil man kunne finde ud af at skrive og ringe til vores klagevagt, så jeg er ikke bleg for at sige, at det især er velstillede borgere, vi hører fra,« siger Carsten Rosen­ørn-Due.

København skal ikke være lydløs

Når Carsten Rosenørn-Due og hans 11 kollegaer modtager klager, vurderer de, om miljøbeskyttelsesloven er på klagerens eller erhvervsmålets side. Retningslinjerne for støj, støv og lugt er nemlig klare, og måle­apparater afgør, om en virksomhed skal have en indskærpelse eller en bøde, ligesom lukninger kan komme på tale, hvis reglerne gentagne gange overtrædes.

Københavnerne klager som aldrig før. Vi er med støjvagterne Johnny Svendsen(i midten) og Stig Boye(th.) på job rundt i KBH’s natteliv. Her er på Arch Copenhagen hvor de taler med Kashif Ashiq der er sikkerhedsansvarlig. Fold sammen
Læs mere

Allerhelst vil Teknik- og Miljøforvaltningen dog fungere som mægler mellem erhvervslivets og borgernes interesse, og det er en hårfin balancegang at tilgodese begge. Især fordi det ifølge Carsten Rosenørn-Due ikke er muligt at drive en by med Københavns aktivitetsniveau og erhvervsudvikling, uden at nogle vil føle, at støjen er for øredøvende. I den forbindelse er der imidlertid en vigtig pointe, som nogle af byens nye borgere har det med at glemme.

»Grænseværdier for støj betyder ikke, at der skal være stille. Tværtimod. Værdierne betyder rent faktisk, at man må støje, og at København ikke skal være en lydløs by,« siger han.

Ifølge kultursociolog Emilia van Hauen er det ikke overraskende, at Københavns Kommune modtager stadig flere klager. Klagekulturen er nemlig blevet mere udbredt, fordi vi gennem velfærdssamfundet har haft mere fokus på borgerens rettigheder end pligter.

»Folk finder sig i mindre sammenlignet med før. Det skyldes, at vi siden 1980erne har dyrket individualiteten. Og når vi sætter os selv i centrum hele tiden, stikker fællesskabet ikke længere nær så dybt, så når der pludselig sker noget, som generer vores hverdag eller specifikke behov lige nu og her, reagerer vi på det,« siger Emilia van Hauen.

Hun mener, at tendensen kan blive et stort problem for samfundet.

»Vi ser hele tiden, at folk klager over noget, fordi vi har opdaget, hvor meget vi kan tillade os at klage over, og hvor seriøst det bliver taget, når vi klager. I byerne bor mange mennesker tilmed tæt sammen, og når de skal have opfyldt egne individuelle behov, må der jo nødvendigvis komme ballade,« siger hun.