Københavnere: Der er plads til flere turister

Turismen i København er steget med 55 procent siden 2009, og alt tyder på, at den udvikling fortsætter. I modsætning til indbyggerne i andre europæiske byer, mener københavnerne, at vi har plads til flere.

Kanalrumfarten ved Nyhavn er kendt for at tiltrække store mængder af turister Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alverdens turister har for alvor fået øjnene op for København, og det er byens indbyggere glade for. Det gælder i hvert fald de 1.000 beboere i hovedstadsregionen, som analysefirmaet Norstat har spurgt i en survey for Wonderful Copenhagen. Her svarer 98 procent, at turismen bidrager overvejende positivt til byen.

Den holdning bakkes op i et større hollandsk forskningsprojekt, der netop nu er ved at kortlægge europæiske byers holdninger til turister. Epinion har spurgt en række indbyggere i Barcelona, München, Lissabon, Berlin, Amsterdam og København, hvorvidt de mener, at der er plads til flere turister, og københavnerne er ubetinget de mest positive. I alt 78 procent af de adsprugte københavnere svarer, at byen uden forbehold har plads til flere turister, mens 7,3 procent mener, at der er plads til flere, hvis nogle kommer uden for højsæsonen.

At vi adskiller os fra andre europæiske byer kan skyldes flere faktorer, mener Albert Postma, professor i socialgeografi ved Stenden Universitet, som sammen med Center of Expertice Leisure, Tourism & Hospitality og et europæisk research-netværk står bag undersøgelsen.

»Den væsentligste årsag kan være, at udviklingen af turismen ikke har været så kraftig og hurtig som i for eksempel Amsterdam, Berlin og Barcelona. En anden faktor kan være, at turistme er mere sæsonbetonet i København, hvor der i højere grad er en lavsæson. Derudover er afstanden fra, hvor du bor, til de forskellige turistattraktioner også en vigtig faktor. Fordi at mange københavnere ikke bor i turist-hotspottet, kan de få et pusterum fra turismen,« siger han.

Turismen boomer

Selv om København ikke er blandt de byer, hvor turismen er eksploderet, er vi alligevel godt med. En ny undersøgelse foretaget af Mastarcard viser, at København ligger på top fem over de europæiske byer, som lige nu oplever den største vækst. Samtidig blev 2015 året, hvor flest turister nogensinde lagde vejen forbi København, som kunne tælle 7,2 millioner overnatninger. Det svarer til en stigning på knap 10 procent i forhold til året før. Siden 2009, hvor finanskrisen var med til at dæmpe rejselysten, er antallet af overnatninger steget med hele 55 procent – det vel at mærke, når man ikke tæller tjenester som Airbnb med.

Også på landsplan er det et erklæret mål, at turismen skal vokse. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har netop lanceret en strategi, der skal sikre, at turismen i Danmark stiger med en tredjedel frem mod 2025 svarende til 17 millioner flere overnatninger på landsplan. Vi skal med andre ord op på over 10 millioner overnatninger om året i København.

»Det er klart, at vi har fokus på at få flere turister til, som det også fremgår af den nye nationale turismestrategi. Det er et fælles mål. Men det er vigtigt, at vi, der hvor vi er nu, er smarte omkring turismen, så vi ikke ender et sted, hvor indbyggerne får en negativ holdning til turister,« siger Signe Jungersted, udviklingschef i Wonderful Copenhagen, som frem mod 2020 arbejder med en ny turismestrategi for hovedstadsområdet.

I København synes vi tvært imod, at turisterne er med til at gøre vores by mere interessant og levende. Et flertal af de adspurgte i den danske undersøgelse mener, at turismen er med til at styrke Københavns position som metropol. Flere end 80 procent svarer, at de er helt eller delvist enige i, at turismen har en positiv indvirkning på udbuddet af kulturbegivender og gastronomi.

»I de kommende år vil udviklingen af turismen i højere grad være en fælles opgave, hvor borgerne har en medskabende rolle. Det er derfor, vi har inddraget indbyggerne i hovedstadsregionen i forbindelse med, at vi udarbejder hovedstadens 2020-turismestrategi. Den store opbakning fra indbyggerne et godt udgangspunkt for at styrke både turismen og den enkelte turists oplevelse,« siger hun.