»København viser sit hjerte«

Aftensolen brød frem, Moby spillede stemningen op blandt publikum, og hovedstaden viste sig fra en af sine allerbedste sider til søndagens Stella Polaris.

Tilskuere danser ved Stella Polaris bag Statens Museum for Kunst, søndag den 7. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen

Enkelte dunede skyer lagde en dæmper på augustsolen denne søndag aften. En aften, hvor store fadøl, lange kys og bløde, elektroniske toner trumfede køkkenbordets faste spiseritualer, 18-nyhederne og børnenes sengetider, for de mange tusinde mennesker der tog del i søndagens Stella Polaris.

Den populære musikbegivenhed er nemlig ikke kun for unge studerende. Der er også plads til dem med klapvogne, dem der har fejret deres 25. bryllupsdag og alle de andre, der bare lægger vejen forbi. Måske er det derfor, at stort set hele Østre Anlægs blidt bakkede terræn er broderet med mennesker på ternede tæpper og fugtig græsplæne, så man knap kan komme frem og øllene skvulper over ved forbipasserende skulderskub.

- Vi er lige kommet, men vi er faktisk på vej af sted igen. Anne Martine Horsevad er til Stella Polaris for første gang. Hun og to venner har forgæves forsøgt at komme frem til nogle venner for bunden af bakken, helt nede ved musikken, hvor man kan ane den amerikanske verdensstjerne Moby. Hvis man altså enten er meget høj, eller hvis man hopper.

Det er egentlig ikke fordi afstanden er særligt stor, der er bare rigtig mange mennesker, der også gør alt hvad de kan for at stå på tæer og titte over en skulder, så de får et glimt af stjernen.

400 gæster om ét fadølsanlæg

- Det er ærgerligt. Men jeg kommer igen næste år. Så må vi bare komme fra start, så vi får en god plads, siger Anne Martine Horsevad, før hun forsvinder ind i menneskemylderet og ud mod Sølvgade.

Selvom det er hendes første møde med søndagsfestivalen, har Stella Polaris for længst trådt sine barnesko. Den første af slagsen fandt sted i Aarhus i 1997, hvor 400 gæster var samlet om en dj-pult, en rusten fadølshane og et pavillontelt fra et byggemarked.

Dengang, som nu, var Nicka Kirstejn Johansen og Kalle Bremer hovedkræfterne bag. Og de har både klaret hårde somre med heldagsregn, ligesom de har holdt festen kogende på sydende sol og 10.000 gæster.

På trods af et godt line-up i form af blandt andet Le Gammeltoft, Rosa Lux, Lulu Rouge og den københavnerbaserede, islandske duo Kúra, er flere tydeligvis kommet blot for at opleve den amerikanske stjerne, der har solgt mere end 20 millioner plader, siden han udgav sit første album - »Go« - for ti år siden.

Det er for eksempel begrundelsen fra Kevin Hansen, der også er til Stella Polaris for første gang.

- Jeg er her mest for at høre Moby. Men her er da superdejligt, fordi stemningen er så afslappet og folk sidder ned og hygger sig, siger han, før han igen retter sin opmærksomhed mod musikken, der lige nu er en akustisk version af Mobys megahit »In this world«, med det enkle budskab »Lordy don't leave me«.

København med sjæl og tunge toner

I år er det 14. gang, at den populære musikbegivenhed spreder sit elektroniske lydtæppe over København. Igen i år på den første søndag i august, og igen i år bag Statens Museums for Kunst. For bunden af bakken i den røde pavillon er Moby i gang med et akustisk set.

- Så fint, så smukt. København viser noget hjerte, noget sjæl, noget menneskeligt, siger Morten Germund, der også har fundet vej til festen.

En ung fyr udstyret med kasket, cowboyjakke og to store fadøl råber lettere irriteret til sin ven:

- Vi får aldrig nogen plads dernede, der er alt for mange mennesker.

Øjeblikket efter er der en, der slår en pink ballon op i luften. ”Stella Polaris”, står der på den. Den rammer fyren med de store fadøl på skyggen af kasketten, og han støder til den, så den fortsætter sin færd. Op i luften, ind over menneskemængden og ned mod musikken.