Mens du læser dette, er Københavns proportioner ved at ændre sig. Betonelement for betonelement. I skyggen af store konstruktioner krymper tidligere markante bygninger og strækninger sig og bliver til »bipersoner« i et nyt bybillede.

Istedgade

Istedgade. Engang en lang strækning ud mod Enghave Plads. I dag, og i fremtiden, en lille smutvej hen til foden af det 100 meter høje Bohrs Tårn i Carlsberg Byen. Otte andre tårnhuse vil de kommende år rejse sig i højder fra 50 til 120 meter i den nye bydel.

Til sammenligning er Domus Vista på Frederiksberg 102 meter højt. Fuldt udviklet kommer Carlsberg Byen til at rumme omkring 3.000 boliger i forskellige former og prisklasser fra studielejligheder til penthouselejligheder. I alt  567.000 kvm. fordelt med 45 procent boliger, 45 procent butikker og erhverv og 10 procent til kultur, idræt og institutioner plus  4.500 parkeringspladser, de fleste i parkeringskældre. Ca. 15 pct. af bygningsmassen vil bestå af fredede og bevaringsværdige bygninger.

Henriette Vamberg, partner i Gehl Architects:

»København er stærk i sin struktur, fordi den er uniform. Det er en femetagers by og kan derfor klare meget. Men hvornår er det for meget? Højhuse skaber jo vind, skygge og koldere temperaturer. Det er en konstant udfordring. At bygge højt er ikke den eneste måde at lave høj tæthed på. Man kan gøre det på mange intelligente måder. Lidt overdrevet kan man sige, at højhuse er den dovne arkitekts svar på fortætning. En nem måde at stable folk oven på hinanden på. Vi plejer at sige: Lad være med at spørge, hvad byen kan gøre for din bygning men, hvad din bygning kan gøre for din by. I København tror jeg, vi er bevidste om, hvad vi gerne vil have, hvor vi vil have det og ikke mindst hvorfor.«

Mærsk Bygningen

Mærsk Bygningens kobbertårn ved Panum Instituttet bliver 75 meter højt. Den tidligere markante husrække på Sortedam Dossering bliver et stakit foran det imponerende tårn. Den nye forskerbygning bliver på 42.700 kvadratmeter afsat til laboratorier, undervisning, kantine og cykelkælder. Fra øverste etage vil offentligheden kunne nyde udsigten.

Tina Saaby er Københavns stadsarkitekt:

Høje huse er pejlemærker, mener stadsarkitekten. Hun giver et eksempel: Hun spurgte sin datter, om hun ville hentes fra et arrangement på Refshaleøen. »Det behøver du ikke. I København kan jeg altid finde hjem, for jeg følger bare tårne og spir.«

»Højhuse markerer steder og gør, at man kan orientere sig. Og det er vigtigt i forhold til at føle sig tryg og være menneske i en by, og at kunne overskue det sted man er. Før i tiden havde man kirkespir og tårne til at markere et sted og fortælle om stedets historie. Højhuse kan bruges til at give forskellige bydele forskellige markører. Nu kan man f.eks. se Carlsberg fra havnen og på Amager Fælled kan man pludselig se til Sluseholmen. Om det er positivt eller negativt kommer an på en konkret vurdering fra sted til sted. Nogle gange vil det løfte et område og forstærke  en fortælling. Andre steder vil skala-springet ændre et magtforhold i forhold til bygningers størrelse. Men man kan ikke grundlæggende sige, at det at ændre byens proportioner som udgangspunkt er noget negativt.«

Bryghusprojektet

Bryghusprojektet ud mod Frederiksholms Kanal giver Den Sorte Diamant kam til sit biblioteks-hår og får Christian IV’s gamle bryghus fra 1618 til at synes historisk småt. For 400 år siden var det en af byens store stolte bygninger. Her åbner i 2017 et nyt byrum og spektakulær bygning med biler kørende igennem og med arkitekturcenter, butikker, legeplads, restaurant, lejligheder og kontorer. 26.000 etagemeter.

Jens Kvorning er professor på Kunstakademiets Arkitektskole: »København har det som flere andre europæiske byer, f.eks. Rotterdam, der først de sidste 20-25 år har fået højhuse: Når de andre gør det, så skal vi også, for det hører sig til i en stor by. Det er ikke specielt overvejet. Men hvis man vil skille sig ud, var det så ikke en idé at lade være med at gøre som alle de andre? Holde fast ved en by, der er tæt og interessant på en anden måde. Men den diskussion er nok ved at være forpasset. Spørgsmålet er, hvordan man skal forholde sig til det i dag. For det går stærkt, og der er dukket mange højhuse op.

Der er en ny tendens blandt byerne de sidste 15 år med, at de konkurrerer om at tiltrække turister, konferencer og international kapital. De spørgsmål man stillede sig for 25-30 år siden tog udgangspunkt i, hvem der boede i byen. I behovet for boliger og meget andet. I dag er det OGSÅ spørgsmål om, hvordan byerne bedst manifesterer sig og tiltrækker international kapital.

Men der er en lige så interessant måde at gøre sig interessant internationalt på som by. Netop at lade være, så man på den måde skiller sig ud og markerer sig. Men det løb er kørt, tror jeg. Vi kan højst nøjes med at diskutere, om højhuse skal koncentreres i bestemte områder, eller om vi skal gøre det over det hele.«

Axel Torv

Axel Torv. Her lå tidligere Scalabygningen. Axel Towers bliver et stort ejendomskompleks, bygget som fem runde sammenkoblede bygninger i syv til 16 etager på 28 til 61 meters højde. De nederste etager får butikker, caféer og kontorer. Naboen, Cirkusbygningen fra 1886 var engang en pompøs arena. I dag en næsten anonym bygning, der kun har det tilføles med sin nye nabo, at den er rund.

Henriette Vamberg, partner i Gehl Architects: Når man bygger i højden kan det have konsekvenser på gadeplan, mener hun. Hun nævner Ørestad og Scandic Hotel ved Søerne og Royal i Bernstorffsgade, hvor cyklerne vælter for et godt ord, når det blæser. Det er vigtigt også at tænke, hvad der sker i gadeplan. »For vi er langsomme små væsner, der går meget langsomt, så stueetager er utroligt vigtige for vores oplevelse af byen. Der bør være indgangsdøre, og vi skal synes, det er rart at gå forbi.« Vi skal være opmærksommme på, hvornår det begynder at blive bygninger, der trækker sig ind i sig selv og ikke tilbyder aktivitet ud mod gaderummet, så der kommer »døde huller i byen«.

»Byen er i konstant forandring. Aldrig statisk. Vi skal være kritiske og varsomme med, hvornår noget bliver for stort i forhold til den samlede bymasse. Og hvornår det bliver formmæssigt for fremmedartet. Vi har lang vinter og kort sommer. Så hvordan får vi optimeret sommeren og yderperioderne, så vi får sol ned i gaderne og i byrummene, som vi jo alle gerne vil have?« Hun nævner de mange højhuse i Sydney, hvor der ellers er varmt, men hvor man sidder og fryser i gaderne.