København er kåret til Europas mest bæredygtige trafikby

Ny rapport placerer København som Europas bedste by for fodgængere og cyklister målt på indikatorer som luftkvalitet, vejsikkerhed og kollektiv trafik.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Ud af 13 europæiske storbyer bliver København placeret som den mest bæredygtige trafikby.

Det fremgår af en ny rapport fra det anerkendte miljøforskningscenter Wuppertal Institute, der har udført undersøgelsen for Greenpeace, skriver Dagbladet Information. Instituttet måler blandt andet på luftkvalitet, vejsikkerhed og kollektiv trafik.

Seniorrådgiver Kaare Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd mener, at Københavns Kommune med god grund kan være ekstra stolt over den nye hæder, men han påpeger også, at der fra lovgivningens side bør skrues på flere klimaknapper, hvis København skal fastholde sin bæredygtige position i fremtiden.

»Vi kan ikke hvile på laurbærrene, for der er jo meget, der kan gøres for at optimere luftforureningsniveauet, som bilister og varevogne er storleverandører af,« siger Kaare Press-Kristensen til Information.

Heller ikke hos Greenpeace er der lutter roser til København. Blandt andet er det ifølge organisationen skuffende, at København ikke topper listen i kategorien »kollektiv trafik«.

»Vi skal simpelthen have flere mennesker ud af bilerne til fordel for både klimaet, luftkvaliteten og trængselsproblemer. Desværre har regeringens transportpolitik hidtil været kulsort med en katastrofeopbremsning af elbilsalget og billigere benzinosere til følge,« skriver Jens Mattias Clausen, der er klimapolitisk rådgiver for Greenpeace, i en mail til Information.

Men det er ifølge teknik-og miljøborgmester, Ninna Hedager Olsen (EL), en kritik, som i sidste ende rammer politikerne på Christiansborg, for i Borgerrepræsentationen i København er det ikke svært at finde det fornødne flertal til at løfte den kollektive trafik.

»I Oslo er man f.eks. i færd med at fjerne alle parkeringspladser i indre by, og i Paris har man længe haft veje og gader, som biler ikke må køre på. På den måde kan der godt findes løsninger på, hvordan man kan lokke flere bilister til i stedet at køre med det offentlige,« siger hun til Information.

Information har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA), men hans ministerium oplyser, at han ikke har mulighed for at medvirke i et interview.