Forleden blev min steddatter femten år. Jeg har kendt hende, siden hun var syv, og i alle de år har hun af og til spurgt, hvorfor hverken hendes far eller jeg kørte med cykelhjelm, når vi nu insisterede på, at hun skulle huske den, hver eneste gang hun cyklede?
Jeg har mumlet et eller andet uforståeligt, som ikke gav mening, fordi det jo ikke giver mening ikke at opføre sig fornuftigt og passe på sin hjerne. Jeg ved det godt, det hele. At man så hurtigt kan ligge der på cykelstien med hovedet i asfalten, hul i hovedet og en hjerne, der er rystet rundt, og som ikke rigtig fungerer.
Jeg har en kollega, der i årevis brugte solbriller efter en hjernerystelse, bekendte, der er sygemeldt i måneder, og i mit yogacenter møder jeg jævnligt deltagere fra de hold, som de laver for hjernerystede, der alle er hårdt mærket af, at de har slået hovedet. Jeg kommer hjem og fortæller min mand om hende, der bliver så udmattet af at spise morgenmad, at hun må gå i seng igen, og om dem, der er sygemeldte halve og hele år.
Hvornår? Hvornår? Hvornår?
Og så cyklede jeg gennem byen uden cykelhjelm, morgen efter morgen, mens trafikken gled forbi mig, og jeg kørte slalom uden om åbne bildøre, turister, der ikke ser sig for, børn på vej i skole, huller i asfalten og min egen uopmærksomhed, når noget i et vindue fangede mit blik. Det går jo nok, tænkte jeg, det har det jo gjort så mange år.
Indtil min steddatter, nu ældre og klogere, ikke bare spurgte, hvorfor vi ikke kørte med cykelhjelm, men også fik forklaret os, hvor dumt hun syntes, det var. Og jeg løb tør for kloge svar og dumme undskyldninger og kunne kun sige »Det skal jeg nok.« »Hvornår?« sagde hun, og jeg sagde »snart«, og hun sagde »hvornår?«, og jeg tænkte, at hun ville blive en god journalist, og så købte jeg mig lidt tid ved at sige, at jeg ville købe den før hendes fødselsdag.
Men fordi jeg kender mig selv og min egen dovenskab, lavede jeg den aftale med hende, at havde jeg ikke købt cykelhjelmen før den dag, skulle hun have 5.000 kroner. Det er en kopi af den aftale, min mor engang lavede med min far, der altid insisterede på, at han da sagtens kunne lade være med at ryge i et år. Fint, sagde hun – hvis han ikke kunne, skulle han betale hvert af os børn 5.000 kroner, og vi sad alle fem og heppede et helt år, men han faldt ikke i.
Den mindst grimme hjelm (ikke at det siger meget)
»Der er ikke noget at betænke sig på. Det kan så hurtigt gå galt,« sagde min bekendte, der har været akutbilslæge i mange år, og hendes ord var det allersidste puf, der fik mig af sted.
Så sidste mandag, dagen før fødselsdagen, stod jeg hos den lokale cykelhandler 20 minutter før lukketid og købte den mindst grimme sorte hjelm, de havde, som passede til mit kæmpestore hoved, og jeg tog den på samme aften, da jeg cyklede for at mødes med en veninde på Jah Izakaya på Vesterbro. Og næste morgen, da jeg cyklede på arbejde.
Jeg ser skør ud, synes jeg, som jeg ser mit spejlbillede i vinduerne, når jeg holder for rødt, men jeg kan egentlig også godt lide fornemmelsen. Tanken om, at mit hoved, min hjerne, det, der faktisk er mig, alt det, jeg har lært, samlet sammen, følt og tænkt, det passer jeg nu lidt bedre på.
Men det er sært, at det tog mig så lang tid at købe den hjelm. Dele af mit hoved fungerer åbenbart ikke helt optimalt. Men nu bliver det da ikke værre, hvis jeg falder på min cykel.