Kø ved hovedstadens testcentre: »Alle skal på restaurant og bar her i weekenden«

På testcenteret på Frederiksberg Rådhus kan man gå lige ind, men ellers er der lang kø til lyntest overalt i hovedstaden. Copenhagen Medical, som står for lyntest i Region Hovedstaden, ansatte 2.000 mennesker i sidste uge, men kæmper for at følge med efterspørgslen.

Copenhagen Medical kæmper for at følge med efterspørgslen på lyntest inden første weekend med mulighed for fadøl i solen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Varmt bliver det ikke, men solen vil skinne i weekenden, og fadøl er blevet en mulighed. Et helt elementært udtryk for dansk frihed.

Det kræver bare en negativ test, og sådan en er der stor efterspørgsel på. Der er kø ved stort set alle lynteststeder i indre København. Det fremgår af Copenhagen Medicals hjemmeside, hvor man også kan se, hvor man skal gå hen, hvis man ikke kan lide at stå i kø.

»Alle skal på restaurant og bar her i weekenden. Vi har sådan set ansat 2.000 ekstra mennesker i sidste uge, og vi uddanner mellem 200 og 300 podere hver eneste uge. Vi har alle mand på dæk, men der er altså meget pres på,« siger Trine Baadsgaard, som er presseansvarlig ved Copenhagen Medicals, som driver lyntestcentre for Region Hovedstaden.

»Vi har testet 80.000 om dagen de seneste to dage og inden da var rekorden 70.000. Her ved middagstid er vi på 36.000, så vi når længere op i dag,« siger hun.

Podere skal tilbage i gamle job

Ved Fælleshuset, Zoologisk Have og Forum på Frederiksberg er ventetiden længere end en halv time. I testcenteret i Fælledparken og i DGI Byen skal man også indstille sig ventetider på mere end en halv time. Det samme gælder drive-in-testcenteret ved Bella Center, testcenteret på Birkedommervej i Nordvest og testcenteret i Kastrup. Selv i Dragør er der lang kø.

Men selvom hjemmesiden viser korte ventetider, kan man være uheldig.

»Vi har ikke prioriteret at have en mand til at stå og tælle mennesker i køen, så det er et estimat, og hvis der pludselig kommer 50 mennesker, så kan der sagtens være kø, selvom vores hjemmeside siger noget andet. Det er et estimat, som hjemmesiden viser,« forklarer Trine Baadsgaard.

»Vi gør, hvad vi kan, men vi er lidt ramt af genåbningen på den måde, at der er mange af vores ansatte, som skal tilbage til deres job i servicesektoren, eller de skal på højskole. Folk skal noget andet nu,« siger hun.

Tag til Vestegnen

Der er ventetid overalt, men af en eller anden grund flokkes folk ikke i samme grad om Frederiksberg Rådhus. Her er køen på mindre end et kvarter.

»Jeg ved ikke hvorfor. Det kan have noget at gøre med, at der er andre testcentre i nærheden, som folk vælger i stedet, og så kan der opstå sådan en situation, og det skal man da bare udnytte,« siger Trine Baadsgaard.

På Vestegnen kan man få det hurtigt overstået. Hverken i Brøndby, Vallensbæk eller Ishøj er der kø. Men skal man ikke den vej, har Trine Baadsgaard nogle gode råd til alle, der gerne vil testes.

»Prisen for, at vi ikke har tidsbestilling, er, at man kan risikere at stå i kø. Det er en god idé at søge imod de steder, der er store. I Fælledparken er der lang kø, men der er også virkelig mange på arbejde, så køen går hurtigt,« siger hun.

»Og fremover skal man nok tænke over, at testen gælder i 72 timer, så selvom det en lyntest, så kan man godt tænke lidt frem. Der er stort set aldrig kø, hvis man kommer, lige når testcentrene åbner,« forklarer den presseansvarlige hos Copenhagen Medical.

Copenhagen Medical er lige nu i dialog med Region Hovedstaden om at åbne flere lynteststeder.

»Vi skal faktisk åbne flere steder i hovedstaden, især i indre by, men vi venter stadig på at få besked fra Region Hovedstaden på hvor, og så skal vi nok være klar,« siger Trine Baadsgaard.