Kø efter energimærke ved hushandler

Ejendomsmæglerne er utilfredse med lange ventetider på energimærkning ved hushandler. De vil have ministeren til at gribe ind.

Nye regler om energimærkning og indførelsen af et nyt IT-system hos energikonsulenterne skaber lange køer. Sælgere og købere må vente i ugevis og i nogle tilfælde flere måneder på det energimærke, der skal udstedes, før en hushandel kan blive til noget.

Dansk Ejendomsmæglerforening kalder situationen uacceptabel og har bedt energiminister Flemming Hansen (K) om at gribe ind.

- Situationen er i øjeblikket helt uholdbar. De lange ventetider hæmmer bolighandlen og skaber usikkerhed for både købere og sælgere af boliger i hele landet, siger vicedirektør Thomas Torp, Dansk Ejendomsmæglerforening.

Energimærket er obligatorisk ved salg af boliger i Danmark.

/ritzau/