»Kode Rød! Tre skudt i Krystalgade«

Foto: Sara Gangsted
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Michael Cronqvist, akutlæge i Region Hovedstaden, blev på en 24-timers-vagt kaldt ud til først skudepisoden ved Krudttønden lørdag 14. februar og fungerede senere som indsatsleder under episoden ved synagogen natten til søndag.

Vi får alarmen kl. 15.40 og kører afsted på en kort meddelelse: »En mand skudt ved Krudttønden.« På vej mod Østerbro tænker hverken min lægeassistent eller jeg på terror. Vi tror, at vi kommer ud til et jalousidrama eller måske noget banderelateret.

Turen fra Herlev til Krudttønden tager cirka seks minutter. Politiet har sikret området, så vi kan køre helt frem til stedet, hvor manden ligger. Ambulanceredderne er allerede i gang med genoplivningsforsøg, og det bliver hurtigt klart, at situationen er kritisk. Manden er skudt i brystet, der er ingen puls. Den mulighed, han har, er at komme til hurtig viderebehandling på et hospital.

Det er korte beskeder, der ryger videre til Traumecenteret på Rigshospitalet, mens vi sidder i ambulancen. Livløs mand, skudt i brystkassen og ankomsttidspunkt. Der står et hold af læger og sygeplejersker klar til at tage over, og det er herefter min opgave at overlevere og skrive et notat om, hvad der er sket, før manden kommer til hospitalet. Han overlever ikke.

Ude ved Krudttønden er vi så fokuserede på vores opgave, at jeg ikke ænser skudhullerne i vinduet, selv om vi sad lige op og ned ad dem. Men på Rigshospitalet falder tingene langsomt på plads. Der kommet flere og flere sårede og mere politi. Det her er ikke nogen normal skudepisode.

Lægeassistenten og jeg kører til Herlev, hvor vi har base. Når man arbejder sammen 12 timer i træk, kommer man tæt ind på hinanden, og vi fordøjer oplevelserne sammen. Vi får set lidt nyheder, og jeg SMSer også til min kone for at sige, at jeg er OK. Gennem mit job kender jeg stort set hele København, men privat bor jeg på Østerbro, og Krudttønden er lige i min baghave. Man har altid en fornemmelse af tryghed, når man er hjemme, men den blev på en måde pillet fra mig med episoden.

Der møder en ny lægeassistent ind kl. 19, mens jeg fortsætter min 24-timers-vagt. Vi skubber begivenhederne på Krudttønden lidt væk, for der er mange andre ting at se til. Alt fra hjertestop til ligsyn. Kl. 01.13 lyder alarmen »Kode Rød! Tre skudt i Krystalgade«, og vi er ikke i tvivl om, hvad vi skal ud til. Det her er »full blown« terror.

Vi ved fra beredskabsøvelser, hvordan politi, brandvæsen og sundhedsvæsnet skal lede hændelsen sammen, og hvilken rolle vi indbyrdes skal have. I en terrorsituation har politiet den største opgave. Jeg er uddannet indsatsleder og får ansvaret for sundhedsdelen i det fælles kommandostade, KST. KST får placering ved Rundetårn i en politi­lastbil, der fungerer som mobilt kontor. Også politiet og brandvæsnet har deres indsatsleder i KST. Det er herfra, alle beslutninger træffes.

Der er hele tiden den usikkerhedsfaktor, at vi ikke ved, hvad der vil ske lige om lidt. Gerningsmanden er jo stadig på fri fod. Vi ved heller ikke, om han er alene, og det gør det hele relativ anspændt. Vi ved også, at hvis man vil gøre det rigtig svært for os, så sker tingene ikke samtidig.

Der er mange mennesker i synagogen, inklusiv en masse børn. Vi begynder at planlægge, hvad der skal ske, hvis politiet kommer ud med 20-30 mennesker, som er blevet skudt. Hvor pokker skal vi behandle dem, og hvordan skal vi få dem ud af byen og ind til hospitalerne? Vi går i gang med at skitsere planerne på et kort. Hvor kan jeg lægge en midlertidig behandlingsplads? Hvilke veje er afspærret, og hvordan får vi ambulancer frem? Heldigvis får vi ikke mange nye opgaver, mens vi er derinde.

Vi afslutter opgaven ved Rundetårn kl. 4.45 cirka. Politiet har »renset op« – altså undersøgt opgange og baggårde omkring Krystalgade. Man finrenser også Nørreport for at være sikker på, at gerningsmanden ikke længere befinder sig i området. Indsatslederne for politi, brandvæsen og sundhedsvæsen træffer sammen beslutningen om, at vi ikke længere har en hændelse, og vi kan forlade området.

Lægeassistenten og jeg kører tilbage til Herlev og lader tankerne flyve frit. Det handler om at debriefe. Hvad pokker var det, vi var med til? Hvad nu hvis han var gået i Boltens Gaard med en maskinpistol? Eller hvis han var trængt ind i synagogen? Så havde vi stået i en helt forfærdelig situation.

De to lægeassistenter og jeg er stadig ikke færdige med at tale om oplevelserne. Gjorde vi det rigtige? Når man sidder med et papir bagefter og lister løsninger op, så er der mange muligheder. Men samlet set er jeg lettet over, hvordan vi klarede det.

Overblik over terrorangrebene i København 2015

ÅR