Københavns partier vil bygge på Amager Fælled – så Alternativet og Enhedslisten er ude

Alternativet og Enhedslisten i Københavns Kommune forlader budgetforhandlingerne, mens forhandlingslokalets resterende partier lægger op til at bygge på et stykke af Amager Fælled.

Kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (AL) har forladt budgetforhandlingerne i Københavns Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Københavns Kommunes budget for 2019 får ingen underskrifter fra Alternativet og Enhedslisten.

Det fortæller kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (AL) til Berlingske mandag eftermiddag.

For mens de andre partier fortsat forhandler, har Alternativet og Enhedslisten nu forladt forhandlingerne.

Det skyldes ifølge Niko Grünfeld, at hans politiske kolleger i andre partier er parate til at sælge et stykke af Amager Fælled fra som byggegrund, så byens metrogæld kan betales. Regningen lyder på 1,9 mia. kr.

»Overborgmesteren havde muligheden for at samle os alle sammen om en vindersag, men vælger at bygge på Københavns største sammenhængende naturområde i stedet. Vi kom med flere forskellige byggealternativer, men der var ikke opbakning, så vi måtte deværre gå, fordi vi ikke vil være med til at bygge på Amager Fælled,« siger Niko Grünfeld til Berlingske.

»Jeg er dybt skuffet og synes, at det er tragisk for de mange københavnere, der har skrevet og kæmpet for at bevare Amager Fælled som ét stort naturområde,« siger han.

Niko Grünfeld fortæller, at Alternativet foreslog den sydlige del af Artillerivej 190 og Selinevej midt og nord som byggefelter.

Hans oplevelse er, at de andre partier ikke var lydhøre over for de løsningsforslag, som kunne sikre, at Amager Fælled får lov at stå, som den gør i dag.

»Vi kom med et fuldt finansieret forslag til at redde Amager Fælled, som hverken ville koste på velfærd eller natur i andre bydele. Vores forslag ville endda have skabt flere boliger, end planerne på Amager Fælled ville. Men det var tydeligt for os, at det på forhånd var besluttet, at man ville ofre Amager Fælled,« siger han.

»Der var ikke opbakning til en femte løsning uden for fælleden,« siger borgmesteren.

Også teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er ked af, at kun to partier insisterede på ikke at bygge på Amager Fælled.

»Jeg synes, at det er superærgerligt og supertrist. Når man først tager én bid af fælleden, er det også muligt at tage en bid mere, og det risikerer Amager Fælled nu,« siger hun.

Allerede forud for budgetforhandlingerne, hvor Københavns partier beslutter, hvordan kommunens penge skal bruges det kommende år, sagde overborgmester Frank Jensen (S), at kravet for at være med i det nye budget var, at der blev fundet en løsning for Amager Fælled-sagen.

Det er fortsat den løsning, partiet holder sig for øje.

»Vi har meget svært ved at se en løsning, som ikke indebærer byggeri i en eller anden grad på Amager Fælled. Det blev for meget for Enhedslisten og Alternativet, som valgte at gå. Nu sidder vi seks partier tilbage, som prøver at finde en løsning,« siger Jonas Bjørn Jensen, politisk ordfører for Socialdemokratiet i København.

Han er ikke imponeret over de forslag, Alternativet bragte til bordet.

»De kom ikke med noget, der kan realiseres, og derfor kunne de ikke sidde med,« siger Jonas Bjørn Jensen.

Ifølge Berlingskes oplysninger er det campingarealet, de resterende forhandlingspartier kigger mod. Grundens naturværdi vurderes til at være ringe, og det er især det, partierne lægger vægt på.