Kobbertyvene hærger i hele Europa

Statsbaner og elselskaber over hele Europa mister millioner af kroner, når dumdristige tyve stjæler de værdifulde kobberkabler.

De mange kabeltyverier langs jernbanen, senest ved Åmarken Station i København natten til onsdag, er til stor gene for togtrafikken og rammer tusindvis af passagerer. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON/BERLIN: To mænd fra Midtengland måtte i begyndelsen af januar sande, at de britiske myndigheder ser med stor alvor på kabeltyverier fra jernbanerne. De blev idømt henholdsvis fem år og fire måneders fængsel og fire år og 11 måneders fængsel for tyveri og hvidvaskning af penge. Network Rail oplyste, at de manglende kobberkabler og deraf følgende forsinkelser på Stoke-on-Trent-linjen kostede op mod 1,2 millioner kroner.

Den ansvarlige for efterforskningen fra det britiske transportpoliti erklærede, at han håber på en præventiv virkning:

»De kabler sikrer, at togdriften foregår effektivt og sikkert, og dette tyveri havde en meget stor indvirkning på servicen sammen med de finansielle omkostninger,« lød det fra Grahame Martland til Stoke-avisen The Sentinel.

Han advarer også om, at tyverne løber en enorm risiko for deres egen sikkerhed. Flere er blevet dræbt i Storbritannien, mens de forsøgte at stjæle elkabler med stor strømstyrke.

Selv om politisk fokus og en øget politiindsats mod metaltyverier har givet markante resultater, viste en statistik fra sidste sommer, at de britiske jernbaner det forløbne år i gennemsnit var udsat for tyveri af kobber og andet metal mindst to gange i døgnet. Blandt andet har myndighederne forsøgt at begrænse kontante betalinger hos skrothandlere.

Kobbertyverierne rammer ikke bare jernbanerne. Skotske myndigheder har oplyst, at 200 meter strømkabel med 11.000 volt blev stjålet tidligere på måneden. I USA er tyverierne blandt andet et stort problem for telefirmaer.

Sprøjter kablerne med kunstigt DNA

Også i Tyskland volder kobbertyverier store problemer. For de tyske statsbaner, Deutsche Bahn, kostede tyveri af metalkabler 17 millioner euro i 2013 — omkring 125 millioner kroner — og forårsagede samtidig forsinkelser.

Når for eksempel et jordkabel til sikkerhedsteknikken til en relativt beskeden værdi rives op, må en hel togstrækning afspærres. Da flere hundrede meter kabel sidste forår blev stjålet uden for Hannover, betød det for eksempel, at 120 tog blev forsinket, skrev Deutsche Bahn i en statusrapport i marts.

Derfor har statsbanen taget sine forholdsregler. Siden 2011 har man sprøjtet kobberkabler med »kunstigt DNA« — en usynlig væske, der kan smitte af på tyves redskaber, hænder og tøj. Under mikroskop kan man se DBs logo i væsken. Desuden erstattes kobberkabler så vidt muligt med billigere metalkabler. For Deutsche Bahn er kurven tilsyneladende knækket. De 1.750 tyverier i 2013 var 40 procent færre end året før.

Internationalt arbejder politi, toldmyndigheder og togselskaber sammen mod metaltyveri inden for rammerne af jernbaneforbundet UIC, hvor det blandt handler om at afskære afsætningsmulighederne for tyvene. Blandt andet overvejer man et initiativ som det britiske for at stoppe den kontante handel med metalskrot.

I nabolandet Østrig erklærede statsbanen ÖBB sidste år metaltyveri for en »landeplage« og afholdt et »kobbertopmøde« i Wien for at bygge en international alliance. ÖBB har efter eget udsagn optrappet den fysiske bevogtning af sine 5.000 kilometer kobberkabel med en vis succes. I forhold til året før var 76 procent færre tog i første kvartal 2014 aflyst på grund af tyverier.

Ifølge østrigsk politi begås tyverierne af en »blandet« kreds, snarere end gennem organiseret kriminalitet. En østriger er ifølge politiet blevet dømt for 97 tilfælde af tyveri mod transformatorstationer, men omkring 80 procent af gerningsmændene er ifølge politiet småkriminelle fra nabolandene mod øst såsom Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien.