Knivstukket mand fik reddet sit liv af politipatrulje

En ukendt gerningsmand stak natten til lørdag en 21-årig mand i armen i Helsingør. Mandens tilstand er stabil.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup

Helsingør. En 21-årig mand er alvorligt såret, efter at han natten til lørdag blev stukket ned i Helsingør.

Palle Jørgensen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, oplyser, at manden blev stukket i armen.

- Det er nogle store skader i armen, siger han.

Det er alvorligt, da pulsåren blev ramt, men meldingen er, at manden er stabil, fortæller vagtchefen.

Omstændighederne omkring knivstikkeriet er stadig uklare. Ingen er blevet anholdt i forbindelse med knivstikkeriet.

På grund af mandens tilstand har det endnu ikke været muligt at afhøre ham.

- Det mest væsentlige var at få reddet hans liv, og så kommer de andre ting bagefter, siger vagtchefen.

Manden blev fundet af politiet klokken 02.56, da han kom gående nær Helsingør Station.

- Vi ved ikke lige, hvor det er sket, men det er en patrulje, der finder ham ved stationen.

- Efter det oplyste og lægerne, så har patruljen indsat førstehjælp og reddet hans liv - ellers var han forblødt, siger Palle Jørgensen.

Efterfølgende blev den 21-årige bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han stadig behandles.

/ritzau/