Mandag aften har der været en alvorlig hændelse i Folehaven i København.
Det bekræfter vagtchefen ved Københavns Politi til B.T.
»19.05 modtog vi en anmeldelse om en ung mand smurt ind i blod. Vi er ved at undersøge, hvad der er sket,« oplyser vagtchefen.
I forlængelse heraf oplyser han, at manden er i kritisk tilstand.
Og klokken 20.13 skriver Københavns Politi på Twitter, at der er tale om et knivstikkeri.
»Vi er fremme og arbejde i forbindelse med et knivstikkeri på Gammel Køge Landevej,« skriver de blandt andet.
Politiet ved endnu ikke, hvem manden er, hvorfor de pårørende på nuværende tidspunkt ikke er underrettet.
I forbindelse med episoden er dele af Gammel Køge Landevej afspærret. Nærmere bestemt fra Folehaven og ned til Grønnegade Allé.
Politiet opfordrer derfor forbipassende til at finde andre veje.