Knivoverfald i bandekonflikt fører til anholdelse

Næsten en måned efter et knivstikkeri i Nordvestkvarteret i København har betjente anholdt en mistænkt.

En dommer i Københavns Byret skal torsdag afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle en 24-årig mand. Free/Per Johansen/arkiv Fold sammen
Læs mere

I forbindelse med sommerens bølge af overfald og skyderier i København har politiet foretaget endnu en anholdelse.

Denne gang gælder det sagen om et knivstikkeri, som foregik 12. august i Nordvestkvarteret.

En 24-årig mand er blevet anholdt og sigtes for vold af særlig farlig karakter, oplyser vicepolitiinspektør i Københavns Politi Torben Svarrer torsdag.

»Vi mener, at han har tilknytning til bandemiljøet«, siger Torben Svarrer.

Umiddelbart ønsker han ikke at frigive flere oplysninger om sagen. En anklager vil torsdag bede en dommer om at varetægtsfængsle den anholdte.

Offeret er en 22-årig mand. Han mødte op på Bispebjerg Hospital og fortalte, at han var blevet stukket ned, har politiet tidligere fortalt.