Knivdømt tv-kok: Tåbelig sag

Jeg føler, at mit arbejde er blevet halvkriminelt, siger Henrik Boserup, der i dag blev dømt for at bære kniv.

Kendt kok undgår fængsel for at bære kniv - dog pletter det fremover hans straffeattest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan fremover blive svært for den kendte tv-kok Henrik Boserup at rejse verden rundt med sin madlavning. En urtekniv i håndbagagen i januar sidste år koster nemlig Boserup en plet på straffeattesten for overtrædelse af våbenloven. Det afgjorde byretten tirsdag.

- Jeg synes, hele sagen er tåbelig og rent tidsspilde. Det er en kniv, jeg bruger i mit arbejde - blandt andet til at skrælle kartofler, siger en tydeligt frustreret Henrik Boserup, der dog slipper for fængsel.

- Jeg befinder mig i en erhvervsmæssig gråzone, og jeg føler, mit arbejde er blevet halvkriminelt.

Boserup sammenligner kniv med shampoo

Boserup har blandt andet lavet mad i "Go' Morgen Danmark" og er desuden kendt fra programmerne "Vis mig dit køleskab" og "Vild i varmen", ligesom han har stået i spidsen for flere restauranter.

Da han blev taget med kniven i Københavns Lufthavn var han på vej til Schweiz for at lave mad og havde ud over urtekniven 10 store kokkeknive i sin kuffert.

Han sammenligner urtekniven, som han glemte at flytte over i sin kuffert, med at glemme en flaske for stor flaske shampoo eller en lidt for lang negleklipper i sin håndbagage.

- Der må laves nogle klare retningslinjer, så jeg ved, hvordan jeg skal håndtere mine knive fremover, siger kendiskokken, der også i retten havde en samling knive med i rygsækken.

Kokken anker måske dommen

Henrik Boserup og hans forsvarer tog sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

- Det føles absurd at anke så lille en sag, men lige nu hælder jeg alligevel mest til at gøre det, siger Boserup, der er bange for, at han fremover vil få problemer med at rejse ind i lande som Thailand og USA på grund af dommen.

/ritzau/