KLUMME: »Undskyld til alle dem med de gode karakterer, som jeg har gået i skole med og bagtalt«

»Undskyld, at vi var så leverpostejfarvet intolerante og småtskåret elite-angste, at vi ikke kunne rumme jeres dygtighed og flid.« - Journalist Jens Rebensdorff Fold sammen
Læs mere

I København var der en gang en butik, der hed 12’eren på Strøget. Måske er den der endnu. En 12’er refererede til 12 rigtige på en tipskupon. Topgevinsten. I butikken kunne man købe tøj i tidens tern, og det var lige noget for en teenager, der instinktivt lærte sig at bjæffe i kor med de andre karaktermiddelmådige kammerater: ”12-tals pige!” bag ryggen på de flittige, der kunne deres ting i skolen.

Da man midt i 1970erne fik 13 kampe på tipskuponen, havde vi ikke besvær med at skifte mobningen ud med et ”13-tals pige!” om de, der sjældent slog en skævert og aldrig skulkede.

Sjovt nok altid bag deres rygge. For vi var hemmeligt bange for de dygtige, derude i det ydre Nordvest. Angsten for eliten og intelligensen fortsatte på Efterslægtselskabets Gymnasium, der til vores store begejstring, gik for at være det københavnske gymnasium med flest arbejderbørn. Vi var ligefrem stolte af ikke at have nogen spydspidser.

Halleluja. I andefødder og murerskjorter.

I dag giver det ingen mening at håne nogen for at være 12-talspige. 12-tallet er karakterskalaens PH-lampe. Alle har ét. Som Berlingske skrev i mandags, er der nærmest gået inflation i 12-taller i Folkeskolen. 12-talsfrekvensen i engelsk ved afgangseksamen på for eksempel Virum Skole kysser de 35,1 pct. Så hvem er de bedste? Hvem skal man, bag deres ryg, nedgøre for at være meget bedre end rosset? Hele 9.B?

Bortset fra, at de mange 12-taller udhuler meningen med denne topkarakter, og tilmed fratager lærerne at honorere det unikke og enestående, så har inflationen forhåbentlig også fjernet grundlaget for at bruge ”12-tals pige” som spot mod dem, der er dygtigere end os andre.

Det gav selvfølgelig heller ingen mening, at nedgøre nogen for at være ”13-tals pige”. Men de, der scorede den slags drømmekarakterer, indtil det blev lavet om i 2006/2007, var lette af udpege. De var anderledes. Som enestående  udryddelsestruede arter blandt bærmen af os med 7 eller 8 i gennemsnit. 13-tallets ”usædvanlige selvstændige og udmærkede præstation” var selvsagt nemmere at spotte for flokken af kujonagtige hyæner end 12-tallets ”fremragende præstation”.

”Fremragende”. Det siger man om en god ost.

En af de ting jeg fortryder mest fra min skoletid er, at jeg hylede med blandt de elite-angste. At jeg gemte mig i flokken og i 1970ernes pseudosolidariske tidsånd var bange for at stikke ud og afsløre, at jeg egentlig ikke var noget særligt i skolen. Jeg forsøgte ubevidst at retfærdiggøre min middelmådighed ved at disse de dygtige og sige til mig selv, at jeg kunne så meget andet. Udenfor skolen. Jeg bildte mig selv ind, at super karakterer var ensbetydende med autoritetstro og spidse albuer.

Lad os få 13-skalaen tilbage, så lærere kan belønne dem, der stikker ud. Eller bedst: Afskaf karakterer. At sætte tal på talent og dygtighed er i bund og grund grotesk. Bonuseffekt: Man fratager de middelmådige at stemple de dygtige som 12-tals-og 13-tals piger – og drenge.

Så undskyld til alle dem med de gode karakterer, som jeg har gået i skole med og bagtalt for at skille sig ud i toppen af skalaen. Undskyld, at vi var så leverpostejfarvet intolerante og småtskåret elite-angste, at vi ikke kunne rumme jeres dygtighed og flid.

Undskyld.