KLUMME: »Jeg er homoseksuel. Og jeg tilhører en uddøende race«

Jakob Steen Olsen, kulturjournalist Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg er homoseksuel. Og jeg tilhører en uddøende race.

Engang for mange år siden tog jeg det store spring og besluttede for at give efter for mine følelser og fortælle mine omgivelser, at jeg var bøsse. Jeg sprang ud, som det hedder. Kom ud af skabet. Et afgørende valg i tilværelsen, for i de formørkede 1980ere var meget anderledes, end det er i dag. Forbillederne var færre, fordømmelsen mere udbredt. Og der var ligesom ingen vej tilbage, når først jeg havde taget den beslutning, som var den hidtil sværeste, jeg nogensinde havde truffet. Jeg passede ikke ind i de normer, der var sat op for mig. Fandt i stedet et fællesskab og nogle rammer for min tilværelse, som på mange måder har hjulpet mig til at finde en plads i tilværelsen, som jeg bilder mig ind, jeg ville have haft sværere ved i den store, heteroseksuelle flok. Men der var stadig tale om en defintion, som satte nye grænser for mit liv og min seksualitet.

Når jeg nu siger, jeg er en uddøende race, så er det noget, jeg tænker over efter at have læst artiklerne i dette tillæg, der tager afsæt i Copenhagen Pride, som i år kan fejre 20-års jubilæum, og som arrangørerne forventer bliver større end nogensinde med mere end 100 arrangementer og aktiviteter, gratis koncerter på Rådhuspladsen hver aften og et rekordstort antal deltagere i lørdagens parade. Der er nemlig sket noget med definitionerne af køn og seksualitet siden dengang, jeg var ung. De unge LQBT’ere – fik vi alle med i den stadigt voksende række af bogstaver, der repræsenterer seksuelle minoriteter i regnbueflokken? – har i mange tilfælde slet ikke så travlt med at sætte prædikater på sig selv. Seksualitet er noget, man kan pendle ud og ind af. Og kønnet er også til forhandling. Moderne seksualforskere taler nu om kønnet som noget, der skal tænkes på en anden måde end traditionelle mand-kvinde-opdelinger. Forestil dig køn som en lang linje. Man kan være meget maskulin mand i den en ende af skalen og meget feminin kvinde i den anden. Men mellem de to yderpoler er der fri mulighed for at placere sig. Den måde, de unge taler om køn på, er et kig ind i fremtiden. Om 20 år ser det hele måske helt anderledes ud. Man kan stadig være meget mand og definere sig som en 100 procent heteroseksuel en af slagsen. Man kan stadig være en kvinde, der kun har lyst til mænd. Men man kan også være alt muligt andet. Og man kan skifte frem og tilbage alt efter tilbøjelighed. Uden at nogen hæver et øjenbryn eller skal føle sig truet af den grund.

Jeg kan godt begræde, at jeg snart er en dinosaur, der vralter rundt i en verden, som sandsynligvis snart er væk. Men egentlig er der vel kun grund til at kippe med flaget – regnbuefarvet eller ej – og hylde ungdommens seksuelle revolution, hvor alle får mulighed for at være dem, de er. En Pride er der forhåbentlig stadig brug for. For mig står Copenhagen Pride nemlig for en fejring af demokrati og alles lige ret til at være her. En folkefest for alle, der synes, at vi skal leve i fred og fordragelighed med hinanden, uanset hvem vi er, og hvad vi er til.