Klumme Bogen om MIG

Alle skriver bøger om sig selv. Det vil jeg også gøre, for lidt speciel synes man vel altid, at man er.

»Piece of Cake«.

Ja, jeg har for længst fundet titlen på den engelske paperback-udgave af min nye erindringsbog. Nu skal den bare skrives og have en dansk titel, så den også kan gøre sig på det hjemlige marked.

Jeg skulle p.t. have godt og vel et halvt liv tilbage, hvis man ellers kan stole nogenlunde på pensionsselskabernes kalkuler, og derfor synes tiden inde til status, refleksion og eventuelt lidt fortrydelse, hvis det da ikke lykkes mig at skrive mig ud af de mere uheldige tildragelser undervejs.

Mine erindringer er naturligvis ikke tiltænkt kommodeskuffen og de sagesløse tvangsarveberettigede unger. Næ nej, nu om stunder skal det private gøres alment og ud i offentligheden. Man er vel lidt speciel. Egentlig tror jeg også, at det vil hjælpe andre mennesker, hvis vi specielle fortæller lidt om, hvordan vi ligesom har tacklet sagerne.

Sådan er vi vist rigtigt mange, der tænker for tiden. Der synes i hvert fald ikke at være grænser for sådan-var-mit-liv-genren, der må have ufatteligt mange læsere, siden forlagene er så ivrige efter at byde gud og hvermand inden for i forfatterstanden.

MEN INTET TYDER PÅ, at nationens selvfølelse har toppet. Se blot på den opvoksende generation. De har endnu ikke smidt fortænderne, før skolelæreren udleverer deres første personlige, individuelle elevplan. Så kan mor og far læse højt på sengekanten om ikke blot de faglige kompetencer, men også om de sociale.

Se, det sætter pludselig den frække tegning på tavlen af lærerens hund og det drillende ryk i lille Ida-Floras fletninger i et helt andet perspektiv. Hvis man sådan har fået et lidt blegfesent »o.k.« i sociale kompetencer, så er der altså noget at arbejde videre med, ikk? Så vi voksne, vi skal nok blive overhalet af næste »Generation MIG« inden længe. Herregud, vi sad jo også bare i en kollektivistisk folkeskole-hestesko og havde Orientering, og det er der altså ikke meget selvudvikling i, skulle jeg hilse og sige.

Det er måske det, der er hele problemet. For når jeg nu sidder her og brainstormer til erindringerne, så er det måske ikke så alternativt og specielt, som jeg i første omgang havde forestillet mig.

Fast arbejde, mand, to børn, parcelhus, stationcar. Vil det kunne hjælpe andre mennesker at læse, hvordan jeg tackler den særegne livssituation? Hmm..... Det kræver et godt omslag, hvis den skal gøre sig som bestseller.

PÅÉT PUNKT er det dog lykkedes mig at skille mig ud. Eller rettere mine børn. De har kun fået ét fornavn og ét efternavn hver - og efternavnet ender endda på -sen. Dét er specielt nu om stunder, hvor Amalie-Leonora Rosendal Skov er mere almindeligt på klasselisterne end Peter Madsen.

Så vent blot. Inden længe er det os med sen-navne, der er de sjældne. Alene fra 2006 til 2007 er antallet af Hansener faldet med 6.407, der er blevet 5.357 færre Petersener, mens Jensenerne er styrtdykket med hele 9.807.

Det skulle nok kunne fungere som afsæt for mine erindringer. Men jeg tror nu nok, jeg lægger beskedent ud med Bind 1 som Pixibog.