Kloralarm i forlystelsespark

Alarm om klorforgiftning i forlystelsespark midt på Bornholm. Både børn og voksne kom på skadestuen.

Et udslip af klor betød, at en gruppe børn og voksne fra forlystelsesparken Joboland på Bornholm søndag eftermiddag blev kørt til skadestuen i Rønne.

- Ingen er i livsfare, men nogle har nok fået en lettere forgiftning, siger den vagthavende ved politiet.

I alt kom 20 mennesker på sygehuset, men nogle af disse kan være forældre til børn, som var i farezonen. Søndag aften havde politiet endnu ikke præcise oplysninger om skadernes omfang.

Alarmen fra Joboland, som tidligere var kendt under navnet Brændegårdshaven, lød ved 15.30-tiden. En gummislange til en doseringspumpe var faldet af, og derefter blev et rum nær et vandland fyldt med klordampe. I Joboland blev det oplyst, at en af de ansatte formentlig var blevet udsat for den værste dosis. Politiet oplyste, at to livreddere var blandt de mennesker, der var bragt til sygehuset.

/ritzau/