Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fredag morgen blev christianitterne mødt af polititape og en gul lift i Pusher Street, hvor politiet har sat overvågningskameraer op.
Politiet gik allerede i gang omkring kl. 6.30 og er netop nu ved at være færdige med at montere kameraerne. I første omgang bliver der tale om to kameraer, der er sat op på Pusher Street. Senere kommer flere til, men præcis hvor mange og hvor de bliver placeret, vil politiet ikke ud med.
»Vi skal lige se effekten af kameraerne an og se, hvordan de rent praktisk fungerer i gaden – altså om de for eksempel overlapper hinanden osv., før vi tager næste etape,« siger leder af Task Force Pusherstreet, Dannie Rise.
Politiet sætter samtidig skilte op ved indgangene til Christiania, hvor det fremgår, at der nu er videoovervågning af dele af området.
Modstræbende accept
Christiania Fonden er ifølge Dannie Rise blevet orienteret om, at politiet ville opsætte de første kameraer fredag morgen.
»Fonden er blevet gjort bekendt med, at vi kom. Så det er foregået i dialog med Christiania,« siger han.
Christianitterne har modstræbende accepteret, at overvågningsudstyret sættes op efter den skudepisode, der fandt sted på Christiania onsdag aften 31. august, hvor to politifolk og en civil person blev ramt af skud under en politiaktion.
I kølvandet på skudepisoden rev christianitterne selv hashboderne på Pusher Street ned, og efterfølgende blev Christiania Fonden præsenteret for fire initiativer, som Københavns Politi har ønsket at iværksætte hurtigst muligt, som det lød i et brev til fondens advokat Knud Folcschack 9. september.
Et af initiativerne handler om videoovervågning, andre om bedre belysning i Pusher Street og uhindret adgang til Christiania for politiet med fjernelse af stenene ved adgangsvejene.
Christianitterne ønsker fred
Kirsten Larsen, der er med i Christianias pressegruppe, har endnu ikke set kameraene, men hun har hørt, at politiet har været og sætte dem op.
»Vi er jo blevet enige om, at vi kan ikke gøre andet end bare at lade politiet sætte de kameraer op, hvis de vil det. Men vi har snakket om, at det kan komme til at betyde, at hashhandlen bliver mere spredt. Men lad os nu se. Vi håber på lidt fred i forhold til politiet og hele situationen,« siger hun.
Københavns Politis politidirektør, Thorkild Fogde, har tidligere kaldt christianitternes accept af videoovervågning for »skelsættende« og et »vendepunkt« i Christianias historie.