Klimapolitikere har ikke tid til mere videnskab

Den videnskabelige klimakongres får ingen direkte indflydelse på en global klimaaftale i København til december. De internationale klimaforhandlinger er så fremskredne, at man ikke længere kan ændre det videnskabelige fundament.

Det er videnskabens fortjeneste, at verden i 2009 står med realistisk håb om at indgå en global aftale om at passe bedre på planeten Jorden. Og det er videnskaben, der kan hjælpe menneskeheden med at tilpasse sig de klimaforandringer, der har fundet sted – ligesom det er videnskaben, der skal hjælpe mennesket til at kunne leve på jordkloden på en sådan måde, at det ikke skader planeten.

Det vil være tonen, når klima- og energiminister Connie Hedegaard i dag taler til de op imod 2.000 deltagere ved Københavns Universitets klimakongres. Kongressen har titlen »Klimaforandringer – globale risici, udfordringer og beslutninger«.

Men samtidig vil ministeren slå fast, at det videnskabelige grundlag for forhandlingerne om en klimaaftale i København til december er den såkaldte »Fjerde vurderingsrapport« fra FNs klimapanel.

Den rapport blev vedtaget i 2007 efter en kompliceret politisk proces. Og den står ikke til at ændre, selvom både Hedegaard og andre politikere refererer til nye videnskabelige undersøgelser, som synes at dokumentere klimaforandringernes alvor og forværring.

Arbejdet med en global klimaaftale er nemlig allerede oppe i højt tempo, hvor danske politikere og diplomater i Europa, USA og andre steder arbejder intenst på at skubbe klimapolitikken helt op under næsen på deres kolleger.

I den forbindelse er videre videnskabelig debat – og dermed usikkerhed - ikke alene irrelevant. Den er decideret forstyrrende og uvedkommende, fordi den vil kunne give nye smuthuller til klimaskeptiske regeringer i eksempelvis Rusland.

De kommende tre uger er tæt pakkede, når det gælder internationale forhandlinger om klimapolitikken. Allerede i dag sidder EUs finansministre i Bruxelles og kigger på sagen. Og hér skal finansminister Lars Løkke Rasmussen efter den danske masterplan sørge for, at klimaskeptiske lande som Italien, Polen og andre ikke får held til at pille ved EUs overordnede mål.

I næste uge er det så statsminister Anders Fogh Rasmussens tur til at rulle sagen videre ved EU-topmødet i Bruxelles. Og han skulle gerne sørge for, at EUs stormagter sikrer, at hensynet til klimaet ikke glider helt ned af dagsordenen, når G20-landene mødes til verdensøkonomisk topmøde i London 2. april og ved topmødet mellem EU og USA i Prag 5. april.

I mellemtiden ruller de egentlige FN-forhandlinger om Københavner-Protokollen lige så stille i gang i Bonn fra søndag 29. marts, hvor de rige lande i Europa, USA, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand skal finde ud af, hvad de tilsammen kan tilbyde verdens fattigste lande på klimafronten.

Det gælder både, hvor store reduktioner man kan tilbyde. Og det gælder finansiering af de fattige landes tilpasning til klimaforandringer.

Desto mere de rige lande kan blive enige om, desto stærkere vil de stå med deres krav til de fattige lande om også at bidrage til løsningen af det fælles problem: Den globale opvarmning.