Klimakamp kan give problemer på elnettet

Når Danmark på lørdag slukker lyset i en time, vil det påvirke elnettet som et voldsomt stormvejr. Kraftværker skal skrue ned for produktionen.

Verdensnaturfonden og Trygfonden opfordrer i Sluk Lyset-kampagnen danskerne til at slukke al unødigt elektrisk lys på lørdag fra klokken 20 til 21. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen / Scanpix

Når »Sluk Lyset« skydes i gang lørdag aften klokken 20, vil driftsvagterne på de danske kraftværker være ekstra opmærksomme.

Det kan nemlig påvirke elnettet som et uforudsigeligt kraftigt stormvejr, når flere tusinde danskere skruer ned for energiforbruget, siger kontrolrumschef Jens Møller Birkebæk, der har ansvaret for balancen og styringen af det overordnede højspændingsnet, til fagbladet Ingeniørens hjemmeside.

Dronning Margrethe er med
Verdensnaturfonden og Trygfonden opfordrer i kampagnen danskerne til på lørdag at slukke al unødigt elektrisk lys for at sænke CO2-udslippet.

Ifølge Burningpanda.dk deltager blandt andet Hotel D'Angleterre, 7Eleven, McDonalds, og A.P. Møller. Også Kongehuset er hoppet med på vognen ved at slukke lyset på alle landets slotte, så dronningen kan nyde en time i stearinlysets skær sammen med os andre.

Kan påvirke forsyningssikkerheden
En lignende »Sluk Lyset« kampagne i den australske storby Sidney skruede energiforbruget ned med ti procent i den time, det varede. Dengang deltog omkring halvdelen af byens indbyggere og 2000 virksomheder.

Om kampagnen bliver ligeså omfattende i Danmark vides af gode grunde ikke endnu. Men situationen bliver taget alvorligt, for hvis opbakningen bliver større, kan det gå ud over forsyningssikkerheden.

Skruer ned
Derfor har Energinet.dk, som ejer det overordnede el- og naturgasnet i Danmark, forberedt sig, skriver Ingeniøren. De har bedt nogle kraftværker om at skrue ned for produktionen.

Hvis vindmøllerne får travlt, vil den overskydende strøm blive sendt videre til Sverige og Norge, som så får det til en billigere pris.