Klar til bryllup i Møgeltønder

I overmorgen bliver mademoiselle Cavallier Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, og der er lagt op til et festligt, men privat bryllup i den 800 år gamle Møgeltønder Kirke med efterfølgende fest med små 300 gæster på Schackenborg Slot.

Marie Cavallier og prins Joachim holdt sidste år nogle dages sommerferie på prins Henriks slot i Caix i Frankrig (billedet). Denne sommer bliver den store begivenhed brylluppet på prins Joachims Schackenborg Slot i Møgeltøner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eric Travers/SIPA

Naturligvis skinner solen fra en skyfri himmel, og temperaturen ligger behageligt omkring 20 grader, i hvert fald i Sønderjylland i overmorgen, når prins Joachim og Marie Cavallier bliver gift i Møgeltønder Kirke. Det lover DMI.

Parret blev forlovet 3. oktober i fjor og har valgt samme bryllupsdato som Prinsens morforældre, daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, for 73 år siden.

Både DR1 og TV 2 dækker begivenheden væg til væg, DR1 fra kl. 12.00, mens TV 2 allerede sender fra bryllupsstudiet fra kl. 9.20.

Brylluppet er kl. 17.00, og de knap 300 inviterede gæster ankommer til kirken kl. 15.45-16.20.

Kl. 16.30 ankommer prins Joachim, og derefter følger de kongelige og Marie Cavalliers nærmeste familie, der skal være på plads, når bruden kl. 16.58 bliver ført ind i kirken af sin far, Alain Cavallier.

Prins Nikolai, syv år, og prins Felix på fem skal være forlovere – men de slipper nok for at skulle holde tale ved middagen.

Vielsen forrettes af kongelig konfessionarius, Københavns biskop Erik Norman Svendsen, der også viede kronprinsparret i Vor Frue Kirke for fire år siden.

Kloken 18.00 træder de nygifte ud af kirken – bruden nu som Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie – og brudeparret og den nærmeste familie kører til Schackenborg Slot til fotografering, mens de øvrige gæster bliver kørt til reception på Ecco Center, der ligger i marsklandet nogle få kilometer fra Schackenborg.

Bortset fra 10-15 af receptionsgæsterne, nemlig ansatte på Schackenborg, kører gæsterne efter en times tid fra Ecco Center til Schackenborg Slot, hvor der er middag og bryllupsfest i store telte i slotsparken. Festen er helt privat, og der vil ikke blive transmitteret fra den.

Gæster
Gæstelisten er ikke offentliggjort, men selv om brudeparret har et venskabeligt forhold til prins Joachims fraskilte hustru, grevinde Alexandra, og hendes mand, Martin Jørgensen, må man formode, at de ikke er inviteret, ligesom prins Joachim ikke deltog i deres bryllup sidste forår.

Foruden den danske kongefamilie med brudgommens forældre, bror og svigerinde, mostre og onkler, fætre og kusiner fra den græske og tyske gren af familien, kommer den svenske kronprinsesse Victoria og formodentlig også Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, prinsesse Märtha Louise og Ari Behn, samt prinsesse Elisabeth, grev Ingolf og grevinde Sussie og grev Christian og grevinde Dorte.

Prins Henriks franske familie vil være rigt repræsenteret.

Fra brudens familie og vennekreds kommer først og fremmest hendes mor og stedfar, Francoise og Christian Grassiot, faderen Alain Cavallier, de to brødre og stedbrødre og farmoderen, Odile Cavallier.

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller er blandt kongehusets personlige venner – og tidligere arbejdsgiver for prins Joachim - og selvskreven gæst ved store begivenheder i kongefamilien. Det samme er bl.a. Danfoss-familien, Bitten Clausen og hendes søn og svigerdatter, Jørgen Mads Clausen og fru Anette Merete Nøhr Clausen.

Det officielle Danmark
Det officielle Danmark er repræsenteret ved regeringens medlemmer med ægtefæller, Folketingets Præsidium samt direktør med ægtefæller, formanden for Region Syddanmark Carl Holst med hustru og Tønders borgmester Vagn Therkel Petersen med hustru.

Desuden deltager medlemmer af prins Joachims og kongehusets stab samt repræsentanter for prins Joachims næsten 40 protektioner.

Den største gruppe gæster er dog brudeparrets omgangskreds, hvoraf mange er prins Joachims venner helt tilbage fra skoletiden. Marie Cavallier har også en dansk veninde, som hun lærte at kende, længe før hun mødte sin tilkommende, nemlig baronesse Caroline Fleming fra Valdemar Slot, Faktisk vil rygterne vide, at det var til et selskab hos hende, lørdagens brudepar mødte hinanden første gang.

Bryllupsmenuen er hemmelig, til gengæld er hele musikprogrammet lagt ud på www.prinsensmusikkorps.dk/koncerter. Prinsens Musikkorps fra Skive med Peter Ettrup Larsen som dirigent og Jesper Lundgaard som solist spiller, mens gæsterne ankommer til Schackenborg, til taflet og til dansen. På programmet står Prins Joachims March og Schackenborg March flere gange, Johan Svendsens Festpolonaise, H.C. Lumbyes Bouquet Royale, Offenbachs ouverture til Den Skønne Helene, Carl Nielsens Hanedans fra Maskarade og naturligvis Niels W. Gades Brudevals. Der skal danses både til Copacabana, New York, New York, St. Thomas og Volare, så på det grundlag kan man nok ikke udlede noget om målet for bryllupsrejsen.