Kissinger: »Anker Jørgensen er en tørvetriller«

USA frygtede, at statsminister Anker Jørgensen skulle udvikle sig til en ny uven a la Olof Palme. Men han var »påvirke­lig«, skrev en diplomat, og amerikanerne forsøgte for 40 år siden at vinde ham for sig med et besøg i Det Hvide Hus. Her er historien om manden, som de kaldte »virkelig en tørvetriller«.

Amerikanerne var bange for, at den danske statsminister Anker Jørgensen ville udvikle sig til en ny Olof Palme efter hans indtog i Statsministeriet. Bl.a derfor kom der i 1975 et møde i stand mellem præsident Gerald Ford og Anker Jørgensen i Det Hvide Hus (billedet her er af de to under et møde i Bruxelles). Forud for mødet karakteriserede udenrigsminister Henry Kissinger spidst Anker Jørgensen med ordene: »Han er virkeligt en tørvetriller«. Mødet blev i øvrigt en succes. Fold sammen
Læs mere

Gerald Ford var den tilfældige præsident. Han havde kun fået posten, fordi hans forgænger blev tvunget ud, og i november 1975 forsøgte Ford stadig at få greb om verden.

Tag dagens besøgende i Det Hvide Hus. Den danske statsminister Anker Jørgensen. Hvem var han? Han havde tidligere mødt ham, de havde tidligere talt sammen, men han havde endnu ingen fornemmelse af manden, og ved morgenens sikkerhedsbriefing spurgte han derfor sin rutinerede udenrigsminister om råd.

»Hvad kan du fortælle mig om Jørgensen,« spurgte han Henry Kissinger.

Udenrigsminister Kissinger var aldrig fattig på ord eller fornærmelser, og han beskrev Anker Jørgensen med et verbalt piskesmæld.

»Han er virkeligt en tørvetriller.«

»Påvirkelige Anker«

Ordvekslingen fremgår af et mødereferat, som Berlingske har fundet i Fords præsidentielle bibliotek, og det illustrerer på den ene side Henry Kissingers velkendte giftighed og på den anden side den amerikanske usikkerhed over for den danske statsminister. For de havde svært ved at greje ham. Ledede han den hårde socialistiske venstrefløj i sit parti, Socialdemokratiet, som det hed i et telegram fra ambassaden i København? Eller var han – som det hed i et andet – en påvirkelig arbejderleder, der drømte om at blive statsmand?

Anker Jørgensen var blevet statsminister i 1972, da Jens Otto Krag valgte at gå af og pegede på Jørgensen som sin efterfølger. Og den første tid i Statsministeriet rummede rigeligt med transatlantisk drama, bl.a. en dansk trussel om at genoverveje NATO-medlemskabet og to ildsprudende amerikanske protester mod statsministerens udtalelser. Dokumenter fra dengang afslører, at amerikanerne var bange for, at Anker Jørgensen skulle udvikle sig til en ny Olof Palme, den svenske statsminister som Washington betragtede, som en gartner betragter en dræbersnegl.

Mødet i Det Hvide Hus for 40 år siden var derfor et bevidst amerikansk forsøg på at vende og vinde Anker Jørgensen for den amerikanske sag. Som den amerikanske ambassadør i København skrev i et telegram hjem til Washington om statsministeren: »Ambassaden betragter ham som påvirkelig i udenrigspolitikken … jeg opfordrer til, at vi gør et behjertet forsøg på at øge hans forståelse for de amerikanske politiske mål.«

Og det lykkedes. »Operation Anker« lykkedes, som Berlingske i dag kan dokumentere gennem bl.a. arkiverede mødereferater og ambassadetelegrammer.

Vietnam

Forhistorien først.

I sikkerhedspolitik er uvished værre end vished om dårlige nyheder, og amerikanerne var i 1972 usikre på, hvad de fik, da de fik Anker Jørgensen som statsminister.

Den amerikanske frygt var ikke helt ubegrundet. I oktober 1972 – mindre end en uge efter sin tiltrædelse – holdt Anker Jørgensen åbningstalen ved et møde i en international Vietnam-komité. Han lagde ikke fingrene imellem, han talte åbent om krigsforbrydelser, og han sluttede med på engelsk at proklamere: »USA out of Indochina«. Det affødte den første amerikanske protest.

I november 1972 sagde Anker Jørgensen med lidt andre ord, at han var ked af, at Richard Nixon var blevet genvalgt som præsident, og under amerikanernes julebombardement af Hanoi i 1972 talte den danske regering om, at Danmark kunne blive tvunget til at »genoverveje« sit forhold til NATO. Bedre blev det ikke af, at Anker Jørgensen også i indenrigspolitikken trak til venstre. Han udnævnte »stærkt venstreorienterede ministre« som Ritt Bjerregaard og Karl Hjortnæs, noterede ambassaden i et telegram, og han talte om et begreb, som lød faretruende som Karl Marx: Økonomisk demokrati på arbejdspladsen.

I et senere fortroligt telegram fra ambassaden i København talte man om billedet af »en radikal og socialistisk, antiamerikansk fagforeningsleder udelukkende fokuseret på indførelsen af økonomisk demokrati«, og da Danmark i sidste halvdel af 1973 overtog formandskabet for EF, holdt amerikanerne vejret.

Det danske formandskab blev stormomsust, ikke med Danmarks gode vilje, men fordi verden ville det. I oktober 1973 foretog Egypten og Syrien et snigangreb på Israel, kort efter fulgte olieembargoen, Anker Jørgensen udtalte sig spontant mod EFs officielle linje ved at udtrykke sin støtte til Israel, og den amerikanske udenrigsminister var frustreret over samarbejdet med den danske statsminister. I Financial Times skrev Gideon Rachman senere, at Kissinger »var led og ked af at skulle tumle med en dansker, som han betragtede som både ineffektiv og inkompetent, og som forsøgte at repræsentere hele EF som rådsformand ….« Rachman nævnte ikke Anker Jørgensen ved navn, men det behøvede han heller ikke. Meningen var god nok. Amerikanerne var urolige ved den danske statsminister, og de jublede, da han i 1973 blev tvunget til at gå af. »Vi vil ikke savne Anker Jørgensens talent for at komme med taktløse udtalelser,« skrev ambassaden i et telegram.

»Damage control«

Poul Hartling (V) overtog kortvarigt Statsministeriet, men i februar 1975 vendte en styrket Anker Jørgensen tilbage.

Hvad nu, spurgte amerikanerne og talte om frygten for en ny periode med en udenrigspolitisk »flagrende« statsminister. I maj 1975 blev frygten til virkelighed. Krigen i Vietnam sluttede med en nordvietnamesisk sejr, og i en spontan udtalelse lagde Anker Jørgensen skylden for krigen på USA, og han talte om amerikanernes »helt forkerte ideologiske grundlag« og deres »alt for konservative og snævre politik«.

»Det minder om hans første periode som statsminister,« skrev den amerikanske ambassade i et telegram til Washington, og telegrammet afslørede også, at statsministerens udenrigspolitiske rådgiver, Henning Gottlieb, straks havde været i røret til ambassaden for – ordret citeret – »at klarlægge den danske holdning (læs: foretage damage control)«. Det endte med, at den amerikanske ambassadør indgav en ny protest.

Et senere telegram refererede en navngivet afdelingschef i det danske udenrigsministerium, som privat udtrykte frustration over, at Anker Jørgensen ikke kunne finde ud af at skelne mellem sin rolle som socialistisk partileder og statsminister. I sommeren 1975 havde danskeren »naivt« kastet sig ind i urolighederne i Portugal, og han havde også været langt fremme i skoene med »forhastet« kritik af general Franco i Spanien, og den slags »skandinavisk bagsædekritik« kunne bringe situationen i Spanien i fare, skrev den amerikanske ambassade hjem.

»Operation Anker«

Det kunne være endt galt og måske endda – som man havde talt om i 1973 – med en dansk »genovervejelse« af NATO. Men i efteråret 1975 skete der noget. Det er uvist hvem, der gjorde hvad, men man øjner mellem linjerne nogle af nestorerne i dansk diplomati, og de gennemførte et chasséskift, som ændrede det dansk-amerikanske forhold og sendte det i en ny retning.

Statsministeren skulle i november på et visit i Venezuela og Mexico, og ideen opstod: Måske kunne man også få ham ind i Washington? Anker Jørgensen var ikke uberørt af at betræde de bonede gulve, og 29. september ansøgte Danmark om foretræde for præsident Ford. Det var med uhøfligt kort varsel, men det ville betyde meget, som det hed i henvendelsen.

To dage senere talte den politiske chef for det danske udenrigsministerium, Otto Borch, med den amerikanske ambassade, og senere samme dag skrev amerikanerne til Washington og anbefalede et møde, fordi – hed det – Anker Jørgensen havde forbedret sig: »Hans indenrigspolitiske situation er styrket, og han virker mere selvsikker, men i udenrigspolitikken er han stadig på glatis, og det vil være konstruktivt for ham at møde højtstående amerikanske personligheder.«

Kort efter blev USAs ambassadør i København, John Gunther Dean, inviteret til samtale i Udenrigsministeriet med udenrigsminister K. B. Andersen og ministeriets direktør, Eigil Jørgensen, og Dean indprentede sig sidstnævntes pointe. Som han efterfølgende skrev til Washington: »Eigil Jørgensen pointerede, at statsministeren er solid og konservativ i det grundlæggende øst-vest-spørgsmål, også selv om han er progressiv i indenrigspolitikken.«

Dean advarede Washington om, at »Jørgensen ikke er kendt for sin indsigt i økonomi«, og hvis parterne skal tale økonomi, skal det være »så bredt og ukompliceret som muligt«.

Det ville også være en god idé – skrev han – hvis præsident Ford kunne tale med Anker Jørgensen om andet end dåseskinke, måske filosofi. »Sådan en samtale vil gøre meget for at afhjælpe det danske smålandskompleks og stive Anker Jørgensen af i den statsmandsrolle, som han er interesseret i at spille...«

Det havde ikke været let for Anker Jørgensen at træde ud på verdensscenen, men der var håb, skrev Dean videre. Den danske statsminister »var enormt imponeret« af kortvarigt at tale med præsident Ford under et topmøde i Bruxelles, og det samme, da han senere fik »chancen for at gnide skuldre med verdensledere« under et topmøde i Helsinki, og det har ikke bare »cementeret hans opfattelse af sig selv som statsmand, men også givet ham et mere sofistikeret perspektiv.«»Han har dog ikke tilnærmelsesvis den smidighed og finesse, som hans forgængere, Hartling og Krag, havde, og som de fleste andre europæiske statsledere har. Det kan gøre ham en anelse genert og ude af stand til at glimre som sine kolleger.« Det kunne også tidligere knibe med engelsk, men »han har arbejdet hårdt på at lære engelsk. Hans folk må dog somme tider hjælpe ham, når han ikke kan finde det ord, som han leder efter.«

Deans råd til Washington var at tage godt imod den danske leder og at forsøge – uden at han bruger de ord – at vende ham og gøre ham til agent for amerikanske interesser. Som Dean skrev: »Husk på, at Jørgensen kan være en effektiv talsmand for vores synspunkter over for europæiske socialdemokrater og de nordiske lande og mindre EF-lande.«

Nej til Palme

Torsdag 13. november ankom Anker Jørgensen så til Det Hvide Hus, og det er muligt, at Henry Kissinger umiddelbart inden mødet beskrev ham som »virkeligt en tørvetriller« – han kaldte ham »a colossal bore« på engelsk – men mødet forløb over forventning. Anker Jørgensen talte med præsident Ford uden tolk, og præsidenten betroede ham bl.a., at Olof Palme også var i regionen, men at Det Hvide Hus ikke havde fundet plads til ham i kalenderen.

Anker Jørgensen mødte bagefter verdenspressen og kaldte præsident Ford for »en venlig og åben mand«, som han havde »fuld tillid til som leder af den frie verden. Jeg forventer ingen udeståender med hans udenrigspolitik«.

Og hvad med Anker Jørgensens tidligere kritik af krigen i Vietnam? »Krigen er slut, og dermed er den diskussion også slut,« svarede statsministeren.

I de følgende telegrammer kunne man næsten fornemme et dansk-amerikansk high-five. Ambassadør Dean skrev, at han havde talt med Eigil Jørgensen og Otto Borch i Udenrigsministeriet, og de fortalte, at man i regeringen og forvaltningen godtede sig over, at Olof Palme ikke var blevet modtaget, men at Anker Jørgensen var. »I Danmark bliver det taget som et tegn på venskab,« sagde Borch, og også som et tegn på, at amerikanerne anerkender, at Anker Jørgensen ikke er Olof Palme. Eigil Jørgensen var ifølge telegrammet også tiltreds med, at den storpolitiske kabale gik op, og modtagelsen i Washington havde medvirket til, at »statsministeren og hans parti nu er flyttet tilbage til den politiske midte efter nogle år med ekstreme synspunkter«.

Charmeoperationen var lykkedes.

Anker Jørgensen var muligvis virkeligt en tørvetriller. Men han var nu vores tørvetriller.