Kirkesex sender par bag tremmer

En kvinde og en mand skal i fængsel i hver 60 dage, efter de har dyrket sex og begået hærværk i fem forskellige kirker på Sjælland.

Læs mere
Fold sammen

En 30-årig kvinde og 35-årig mand er onsdag ved Retten i Holbæk blevet idømt hver 60 dages fængsel for at have dyrket sex i fem forskellige kirker og begået hærværk i flere af kirkerne. Det skriver Sjællandske Medier.

Parret havde i marts sidste år samleje på og ved blandt andet et alter, en prædikestol og en døbefond i kirkerne i Ubby, Jorløse og Holmstrup i Nordvestsjælland.

I de tre kirker havde parret desuden smidt rundt med blandt andet aske, soja og tapetklister.

Parret gentog ifølge Sjællandske Medier fremgangsmåden 20. maj, hvor Snoldelev Kirke ved Roskilde og en anden ukendt kirke dannede rammen om deres særprægede lyster.

Parret skal desuden betale erstatning på 40.000 kroner, fordi et orgel og klaver i Holmstrup Kirke blev ødelagt af soya.

Ekstra Bladet skriver, at parret i tre tilfælde selv optog deres kirkesex på video, som politiet fandt, da man ransagede kvindens hjem.

I en af kirkerne havde parret efterladt indpakning til sexlegetøj og et omslag til en pornofilm bag orglet. Ved flere lejligheder havde de lagt billeder af nøgne kvinder fra pornoblade ind i salmebøgerne.

Parret har ifølge Ekstra Bladet fortalt i forbindelse med retssagen, at der ikke lå satanisme eller anden okkult dyrkelse bag handlingerne. De gjorde det for at drille præsterne.

Parret har bedt om to uger til at tænke over, hvorvidt dommen skal ankes.