Kirkens Korshær: Politiet slår for hårdt ned på hjemløse

En ny rapport anklager politiet i København for at optræde voldeligt over for udenlandske hjemløse. Hos Kirkens Korshær finder man forholdene for de hjemløse meget kritiske.

Dansk politi er hårdhændede over for østeuropæiske hjemløse, konkluderer rapport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I København udsættes hjemløse med udenlandsk baggrund i langt højere grad for vold, end de gør i Stockholm og Oslo. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Rockwoolfondens Forskningsenhed. Det er meget alvorlig anklager, som hverken borgere eller politi kan leve med, lyder det fra Kirkens Korshær, der efterlyser handling og dialog fra politiets side.

»Det er bekymrende at læse, at forholdene i København skiller sig ud fra de to andre byer. Jeg er sikker på, at der er interesse i at få rettet op på det, også fra politiets side,« siger chef i Kirkens Korshær Helle Christiansen.

Rapporten er baseret på interview med 1.269 immigranter fra Rumænien i København, Oslo og Stockholm. De hjemløse rumænere i København anklager i langt højere grad politiet for at gå hårdt til dem. Kun én person i Stockholm og én i Oslo har oplevet vold fra politiets side, mens det drejer sig om 17 personer i København.

Samtidig har 15 procent af de adspurgte i København oplevet at få beslaglagt ejendele af politiet ulovligt.

Det er anklager, som Helle Christiansen fra Kirkens Korshær kan nikke genkendende til:

»Særligt i København er vi i kontakt med mange hjemløse immigranter. Vi har gennem længere tid hørt eksempler, hvor folk er blevet frataget deres telefon eller deres penge, uden at de har fået en kvittering,« fortæller hun.

Kirkens Korshær opfordrer til, at de udenlandske hjemløse klager, hvis de bliver udsat for ulovligheder fra politiets side:

»Det er en væsentlig del af Danmark som retssamfund, at der er klageadgang. Vi opfordrer altid til, at man klager, når vi hører de her historier,« lyder opfordringen.

Hos Københavns politi kan man ikke genkende det billede, der males i den nye rapport.