Der er den hvidkalkede middelalderkirke, der er barnedåben, brylluppet og begravelsen, og der er kirkeskatten, præstens prædiken og et stort, hvidt kors i flaget.

Her, der og alle vegne bliver danskerne mindet om, at de lever i et kristent land med kristne ritualer, værdier og symboler, og at de for langt de flestes vedkommende er medlemmer af et trossamfund, der på sin helt egen måde formår at være til stede og alligevel fraværende i deres liv.

Men hvad er folkekirken værd for danskerne? Hvad får de for de omkring 6,3 milliarder kroner, de i år betaler i kirkeskat? Hvad får staten Danmark ud af at have en folkekirke, og sidst, men ikke mindst, hvilken umålelig merværdi skaber kirken for danskerne?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som tidligere overvismand, nationaløkonom og professor Niels Kærgård kommer ind på i en ny debatbog, »Folkekirkens styring ved et vendepunkt«. Bogen er et bidrag til den aktuelle debat om, hvorvidt folkekirken skal have et kirkeråd, og hvordan forholdet mellem stat og kirke skal være i fremtiden.

Ifølge Kærgård har staten »et overskud i størrelsesordenen en milliarder kroner om året« på det, han kalder »direkte transaktioner« med folkekirken. Altså nyder staten godt af, at kirken for egen regning påtager sig opgaver såsom at vedlige de mange middelalderkirker, der er fælles kulturarv, at den sørger for driften af kirkegårdene, og at den påtager sig opgaven med at personregistrere og føre kirkebøger. Til gengæld sørger staten så for at opkræve kirkeskatten fra de cirka 80 procent af danskerne, der er folkekirkemedlemmer, ligesom den betaler en betydelig del af præste- og bispelønninger samt pensioner.

»Man kan sige, at det økonomiske forhold mellem stat og kirke er som et gammelt ægtepars med fælleseje. Tingene er blevet så tæt forbundne, at de næsten ikke er til at skille ad,« siger Niels Kærgård:

»Jeg ved ikke, hvad det ville betyde for folkekirkens medlemstal, hvis det var sådan, at medlemmerne i stedet for kirkeskatten modtog et kontingent med en årlig opkrævning.«

Dertil kommer de mange opgaver, som kirken også tager sig af, men som er svære at gøre op i kroner og øre.

»Kirken påtager sig en række moralske opgaver. Den trøster og hjælper ensomme, og den laver socialt arbejde. Det har en værdi for samfundet som helhed, men det er svært at måle den værdi. Når præsten tager rundt og hjælper svage og enlige, er det jo en slags samfundsopgave, som ellers ville kræve en anden form for omsorg,« siger han:

»Økonomer taler om social kapital. At et samfund fungerer bedre, hvis borgerne har tillid til hinanden. Det er værdifuldt at kunne gå trygt på gaden, at et ord er et ord og den slags. Det har en betydelig effekt på den økonomiske vækst.«

Spørgsmålet er så, hvor den tillid kommer fra. Har den rødder i den luthersk-evangeliske kristendom, eller har den rødder i den moderne, socialdemokratiske velfærdsstat?

»Man kan i hvert fald sige, at det er praktisk med en stor, ens religion som den herhjemme. Det betyder, at folk ikke kommer op at slås. Se bare på Nordirland og hvor store omkostninger, der har været ved konflikten derovre,« siger han.

Men det er såmænd ikke nødvendigt at tage længere end til mellemkrigsårenes Vestjylland for at se, hvordan religiøs uenighed skader økonomien. Dengang var der i nogle sogne såvel et grundtvigiansk som et indremissionsk mejeri, selv om sognene knap nok var tilskrækkeligt store til at huse et enkelt mejeri.

»Det var økonomisk uhensigtsmæssigt, og det viser, at religiøse konflikter kan blive dyre, længe inden de bliver alvorlige,« forklarer Niels Kærgård:

»Den slags har Danmark stort set været forskånet for, fordi der har været en stor og bredtfavnende folkekirke.«

Dertil kommer, at folkekirkens tro »set fra et økonomisk synspunkt er meget praktisk«, som han udtrykker det.

»Der er ikke mange restriktioner, der skal ikke bedes på bestemte tidspunkter, og der er tro på en luthersk arbejdsmoral. Man skal være flittigt, man skal tjene samfundet, sin næste og være sparsommelig,« siger han og henviser til Grundtvigs salme om »at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedst måde«.

Ifølge Kærgård er det som økonom »næsten umuligt at komme udenom, at religion og kultur spiller en eller anden rolle« i forbindelse med, at Danmark er blevet et samfund »uden fattige og store konflikter, men med stor lighed og rigdom«.

»Vi har en kirke, der er lidt usynlig, men alligevel præger samfundet. Måske er det der med, at staten er så ureligiøs, i virkeligheden udtryk for en kristen grundholdning,« siger han med henvisning til ordene i Matthæusevangeliet om at give »kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«.

Derfra er der ikke langt til at spørge, om der en sammenhæng mellem lutheransk protestantisme, vækst og dermed velfærd. Hvilket den tyske sociolog og økonom Max Weber gjorde for omkring 100 år siden og nåede frem til, at de rige økonomier (også) dengang lå i protestantiske lande.

»Det er en interessant tanke, men det er svært at sige noget kategorisk,« siger Niels Kærgård:

»Det er lande med samme religion, men de har også mange andre ting til fælles: klima, sprog, historie og så videre. Spørgsmålet er, om landene er blevet rige, fordi de har samme religion, eller er det fordi, de har andre træk til fælles.«

Men selv om mange danskere måske ikke rigtigt forholder sig til kristendommen, og selv om de måske ikke rigtig taler om den, så møder de den alligevel i deres hverdag. Den er fyldt med symboler og tegn, der er såvel tro som tradition. Der er krucifikset i passet, der er alle helligdagene, alle de kirkelige handlinger som bryllup og dåb, og der er Dannebrog.

»Men vores forhold til Gud og konen er ikke noget, vi snakker om. Det er måske meget godt. Det betyder, at troen lever et tilbagetrukket liv,« siger professoren.

Den tilbagetrukne danske tro må dog i dag finde sig i at blive udfordret af bl.a. en mere synlig muslimsk tro.

Ifølge Niels Kærgård skylder danskerne kirken en stor tak for deres velfærdsstat, fordi det var kirkefolk, der tilbage i slutningen af 1800-tallet tog kampen op mod børnearbejde og kæmpede for sygekasser og pensioner til fattige.

»De ting sker før det socialdemokratiske gennembrud omkring Første Verdenskrig,« siger han.

Han henviser til, at den sjællandske biskop Martensen i midten af 1870erne talte om en etisk socialisme baseret på kristendommen, samtidig med at Louis Pio sad i fængsel for sin socialistiske kamp.

Kampen for lighed og solidaritet blev dog mere og mere en socialdemokratisk arbejderkamp, men selv da Thorvald Stauning i 1924 blev statsminister, havde mange socialdemokrater rødder i det kirkelige. Det gjaldt blandt andre K.K. Steincke, en af hovedmændene bag socialreformen i 1933, og Frederik Borgbjerg, der ifølge Niels Kærgård kaldte sig »den sidste rigtige grundtvigianer«.

»Stauning sagde, at fik man vrøvl med de hellige, var Fanden løs,« fortæller Kærgård:

»I gamle dage var der i mange menighedsråd en grundtvigiansk, en indremissionsk og en socialdemokratisk liste. Socialdemokraterne var klar over, at rådene havde betydning, og at de skulle være med.«

I bogen »Folkekirkens styring ved et vendepunkt« gør Niels Kærgård sig til fortaler for, at kirken får et samlet kirkeråd, der skal tage sig af såvel indre som økonomiske anliggender. Bogen udkommer i forbindelse med, at et udvalg nedsat af regeringen er i gang med at udarbejde forslag til »en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur«. Det indebærer et eller flere råd, så der bliver »en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold«, som det hedder i regeringsgrundlaget.

Kærgård er skeptisk over for et råd, der alene tager sig de økonomiske anliggender, sådan som bl.a. Landsforeningen af Menighedsråd har foreslået, fordi det »nødvendigvis ville skulle have noget at styre økonomien efter, og det vil også få indflydelse på kirkens indre anliggender«.

»Man kan sagtens forestille sig, at det bliver noget med at måle antallet af gudstjenester, hjemmebesøg, ungdomsarbejde og den slags. Man er jo nødt til at have nogle indikatorer,« forklarer han:

»Hvis de DJØFere og økonomer, der uvægerligt vil komme i et sådant råd, finder ud af, at det er vigtigt med ungdomsarbejde og indsatsen mod bander, så vil de sætte millioner af til netop de sogne, der gør noget særligt for ungdomsarbejdet. Men hvad gør man så i sognene, når man skal ansætte en ny præst? Vælger man én, der har været meget aktiv i KFUM, eller vælger man én, der meget tænksomt har skrevet om Paulus’ breve i Dansk Teologisk Tidsskrift? Mon ikke de mange penge, der følger med ungdomsarbejdet, vil have en indflydelse på, hvem der bliver ansat.«

For, understreger han, er der noget, der virker, er det økonomiske incitamenter.

»Det gælder også i kirken,« siger Kærgård, der beskriver sig selv som et trofast, men ikke særligt aktivt medlem af folkekirken.

»Folkekirkens styring ved et vendepunkt – fire kritiske artikler« udkommer tirsdag 17. december på Aros Forlag med bidrag fra Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi, Jens Torkild Bak, domprovst, Niels Kærgård, professor i økonomi og Niels Thomsen, rektor emeritus.