Kinesiske mænd køber brude i Vietnam: »Stikker din kone af, får du en ny«

Der er kamp om kvinderne i Kinas landsbyer, hvor øget velstand og en overvægt af mænd har presset forventninger om medgift, hus og bil i vejret. I stedet vælger mange mænd det billigere alternativ at købe en vietnamesisk brud, hvilket langt fra altid ender lykkeligt.

BEIJING: Lejligheden ligner mest af alt et dødsbo. Fjernsyn, møbler og vaskemaskine er dækket til med stykker af stof. Gulvet er støvet og beskidt. Kun en skål med solsikkekerne og et halvfyldt askebæger vidner om, at stedet ikke er helt forladt. Zhou Fugen bevæger sig søgende rundt i det tildækkede landskab. Han åbner skuffer og skabe og finder til sidst, hvad han leder efter.

»Her er det. Uden det kommer hun ikke langt,« siger han og smider et mørkegrønt pas på bordet foran sig.

Vi befinder os i Fanshen i Jiangxi-provinsen. En landsby med et par tusinde indbyggere omgivet af gule rapsmarker. Selvom det er tidligt forår, har den fugtige, sydkinesiske vinterkulde stadig fat. Der er ingen varme i huset, hvor Zhou Fugen og hans kone bor i underetagen. Han er håndværker og har selv bygget ejendommen, der skulle have huset to generationer i familien. Sådan kom det ikke til at gå. Passet på bordet foran os tilhører hans vietnamesiske svigerdatter. Hun glemte det, da hun stak af.

Zhou Fugen betalte over 100.000 kroner for at få sin søn (billedet) gift med en vietnamesisk kvinde. Senere valgte hun at stikke af. Affotograferet brullupsfoto. Fold sammen
Læs mere

Småbyer som Fanshen findes i tusindvis landet over. Landsbysamfund, hvor de seneste årtiers økonomiske udvikling er til at få øje på. Et væld af bygninger og nye veje er kommet til, udbuddet i byens butikker er mangedoblet – livet leves ikke længere som i gamle dage. Og når folk får flere penge mellem hænderne, går priserne op. I Fanshen er det blevet en dyr affære at blive gift. Medgift betalt af gommens familie til bruden er stadig normen mange steder i Kina. I dag er prisen mellem 150.000 og 200.000 kr. i Fanshen. Typisk udbetalt i kontanter samt smykker og tøj bruden kan have på til brylluppet.

»Og det er ikke engang højt sat. Prisen er steget over de sidste fem til ti år. Derudover er der udgifter til at købe en bil og et hus og sætte det i stand og til nye møbler, så alt i alt kan det hurtigt blive omkring en million yuan (lidt over en mio. kr., red.),« siger Zhou Fugen.

Det handler også om ikke at tabe ansigt. Familier overbyder hinanden for at vise, at de ikke er fattige, uddyber han.

En anden forklaring på prishoppet er Kinas etbarnspolitik. Den har siden 1980erne været med til at skævvride balancen mellem kønnene, så der i 2020 vil være 30 millioner flere mænd end kvinder i den giftemodne alder. Særligt på landet har det medført en overvægt af drengefødsler.

At få en dreng er for mange kinesere både et kulturelt og pragmatisk valg. Drenge skal føre familiearven videre og forsørge forældrene, når de bliver gamle. De kinesiske myndigheder har gjort det ulovligt at abortere på bagrund af barnets køn, men det finder stadig sted i vid udstrækning. Og selvom det sidste år blev lovligt at få to børn i Kina, vil det næppe ændre ved kinesernes præferencer.

Derfor havner mange mænd i Kinas landdistrikter i samme situation som Zhou Fugens søn. Han ville gerne giftes og stifte familie, men havde mere end svært ved at finde den eneste ene. Så familien tog kontakt til en landsbyboer med speciale i at føre potentielle partnere sammen. Meldingen var ikke opløftende. Både i Fanshen og i nabobyerne var det småt med kvinder. Og dem, der var, var lovet væk til andre, lød det fra den lokale matchmaker.

For Zhou Fugen kom det som et chok. Han havde aldrig forestillet sig, at hans søn skulle blive en af Kinas mange shengnan – tiloversblevne mænd. Udtrykket bruges om mænd, der ikke kan finde en kone. De fleste er bosat på landet, har en dårlig uddannelsesbaggrund og et ringe betalt job. Nogle steder i landområderne har fået betegnelsen bachelorbyer, fordi antallet af enlige mænd er så stort. Traditionelt har kinesiske kvinder mulighed for at gifte sig »opad« og finde en mand, hvis familie er bedre stillet økonomisk og socialt end deres egen. Det lader sig sjældent gøre for mændene. At være en shengnan er det samme som at være tabt på bunden af den sociale pyramide.

Familien Zhou besluttede derfor, at det var på tide at se langt ud over Fanshens bygrænse. Ikke til landsbyer længere væk i Kina, men til Vietnam. Det er ikke mange år siden, kinesiske kvinder blev solgt på det sorte marked til steder som Japan og Sydkorea.

I dag er er levestandarden i mange af Kinas nabolande væsentligt lavere end i Kina. Det har skabt et voksende marked, hvor udenlandske kvinder sælges til kinesiske mænd. Mange af dem kommer fra Vietnam. Som regel sker det via en mellemmand med forbindelser i begge lande, der kan etablere kontakten og stå for det praktiske. Prisen er til forhandling og svinger mellem alt fra 10.000 til 200.000 kr.

»Det er ikke tilladt i Kina at købe en udenlandsk kone, men se på, hvordan samfundet er i dag med flere mænd end kvinder. Hvad skal folk gøre? Det er helt normalt her på egnen. Folk har gjort det i mange år, også lang tid før min søn,« siger Zhou Fugen.

»Som forældre er det også mit ansvar, at min søn finder en kone,« forklarer han. Så da en vietnamesisk mellemmand besøgte en nabolandsby og medbragte ti vietnamesiske kvinder, var familien Zhou klar til at indgå en handel med det samme. Men kvinderne havde rod i deres visum, og aftalen blev i stedet, at Zhou Fugens søn skulle rejse til Vietnam for selv at udpege sin kommende brud. Her blev han indlogeret på et hotel og præsenteret for mulige kandidater. Det stod på i tre måneder, før han til sidst blev frustreret over at vente.

Udgifterne til opholdet blev ved med at stige, så han besluttede sig for en af kvinderne, selvom han egentlig ikke brød sig om hende. To måneder senere blev de gift i Kina.

Hvor mange kvinder fra Kinas fattigere nabolande, der på den måde bliver solgt til kinesiske mænd, findes der ingen opgørelse over. Det er heller ikke til at fastslå, hvor mange af dem, der rejser frivilligt i håb om en bedre tilværelse, eller hvor mange der er ofre for menneskehandel. Men at de købte ægteskaber langt fra altid ender lykkeligt, er der rigelig med dokumentation for.

På sociale medier og i nyhederne i Kina er det en tilbagevendende historie, når kvinder fra sydøstasiatiske lande gift med kinesiske mænd pludselig forsvinder. Sidste måned forsvandt 16 vietnamesiske kvinder fra en landsby i Fujian-provinsen. De havde sagt til deres mænd, at de sammen tog på indkøb men kom aldrig tilbage. De var alle kommet til landsbyen inden for det sidste halve år. Flygtende brude er et så kendt fænomen i Kina, at mange af de involverede mellemmænd i branchen tilbyder garantier imod det. Stikker din kone af, får du en ny, lyder en brugt frase i salgsmaterialer.

Det mest kendte flugteksempel til dato fandt sted for et par år tilbage i Hebei-provinsen. Her havde en vietnamesisk tilflytter gjort det til en stor forretning at skaffe kvinder fra sin hjemstavn til egnen. Fra sin frisørsalon i en lille landsby faciliterede hun ifølge kinesiske medier mindst 100 ægteskaber.

Men pludselig en dag var kvinderne væk. Som det var tilfældet i Fujian kom det frem, at de havde koordineret en undskyldning og var rejst. Borte var også den vietnamesiske mellemmand. Mændene på egnen mente at vide, at deres koner var en del af et større komplot og var blevet lovet flere penge for at blive solgt igen. En anden udlægning fik avisen Finansial Times, da den i forbindelse med sagen interviewede en vietnamesisk kvinde gift med en kinesisk mand.

»Jeg tror, det skyldes, at brudenes familier var lidt onde ved dem. De holdt ikke deres løfter om, at brudene kunne tage tilbage til Vietnam og besøge deres familier,« forklarede hun. En af de forsvundne kvinder fra Hebei efterlod en notesbog brugt til kinesiskstudier. Hun havde bl.a. øvet sig i at sige: »Det er fordi, du aldrig lader mig gå ud«, »du lugter!« og »du trænger til et bad«.

I Fanshen stod det hurtigt klart, at de nygifte ikke var et godt match. De skændtes tit og havde svært ved at kommunikere.

»Min søn er en indadvendt type. Han snakker ikke meget. Det var helt modsat med hende. Hun kunne stort set ikke sige noget på kinesisk, men råbte op hele tiden alligevel. Det gik aldrig godt mellem dem,« forklarer Zhou Fugen. Den store kærlighed var der ikke tale om, men at svigerdatteren ville forlade landsbyen og sin mand uden nogen form for varsel, havde ingen i familien set komme. En dag cyklede hun til markedet i Fanshen og forsvandt. Sandsynligvis bor hun i dag i Guangxi-provinsen tæt ved den vietnamesiske grænse. Uden sit pas kan hun ikke forlade Kina.

Gemt under et lagen i parrets lejlighed finder Zhou Fugen en bunke med meterstore, indrammede bryllupsbilleder. Han ser opgivende på portrætterne af det unge par i kjole og hvidt. Deres giftemål kostede ham over 100.000 kr. Sønnen er siden flyttet til provinshovedstaden i naboprovinsen og håber at få mere held med internetdating. At finde en kone i Fanshen eller at købe sig til en i udlandet har han opgivet.